27-årige Zaid Al-Kayssi, der blev ramt og dræbt af skud 20. februar foran sit arbejde på Frederiksberg, var ikke en del af bandekrigen - men en ung ambitiøs mand, der passede sit job som butikschef og var rollemodel for sine kammerater med anden etnisk baggrund.

Det fortæller Zaid Al-Kayssis far, Mohammed, i et gribende brev til flere medier, hvor han også beder offentligheden om hjælp til at fange morderen.

- Vi bede om, at De hjælper med at afsløre morderen, Vi er ramte i denne mest smertefulde sorg over at miste Zaid, (vi har) behov hjælp fra alle til at stå med os, skriver Saids far, Mohammed Al Kayssi, i  åbent brev til flere medier.

Københavns Politi, som efterforsker sagen, er stadig på bar bund i jagten på gerningsmanden, der affyrede det fatale skud ved Drømmelands parkeringsplads på Finsensvej på Frederiksberg. Saids familie er utryg efter drabet, fortæller Mohammed Al-Kayssi.

- Vi som ramt familie er meget bange, og vi frygter selv at gå ud på gaden, de kriminelle er på fri fod og kan dræbe enhver når og hvor som helst, skriver Mohammed Al-Kayssi.

Said Al-Kayssi var superstolt, da han bestod sin eksamen på Handelsfagskolen i Odder som detaihandler. Han var en skattet medarbejder hos Drømmeland på Frederiksberg.

- Zaids talent for innovation, ledelse og forandring, har skaffet ham drømmejobbet, skrev Handelsskolen Nord i København sidste år i en artikel, hvor Zaid blev fremhævet som en rollemodel. Han var såkaldt 'troubleshooter' - problemløser - hos Drømmeland på Frederiksberg.