Red Barnet har anmeldt Se & Hør til politiet, efter at ugebladet har bragt nøgenbilleder af en 16-årig pige. Chefredaktør Henrik Qvortrup siger, at det nu er slut med at vise nøgenbilleder af piger under 18 år.
Red Barnet anmeldte i går Se & Hør til politiet for at have bragt børnepornografiske billeder af en 16-årig pige.
Den 16-årige optræder som Se & Hør-pige i den forrige udgave af ugebladet, og ifølge Red Barnet er billedet så seksuelt og utugtigt, at det er ulovligt.
- Hun er under 18 år og billedet er mere end bare erotisk. Vi er ikke i tvivl om, at det er ulovligt at bringe billedet, fordi det kan opfattes som børneporno, siger psykolog hos Red Barnet, Kuno Sørensen, til Nyhedsavisen.
Han har sammen med en række projektmedarbejdere vurderet billedet og taget beslutningen om at politianmelde bladet.
Ifølge dansk lov er det forbudt at bringe billeder af børn under 18 år, hvis billedet er ’utugtigt’.
Chefredaktør på Se & Hør, Henrik Qvortrup, har taget politianmeldelsen til efterretning, og han kan godt forstå, at Red Barnet har reageret.
- Jeg har også fået en del e-mails fra læsere, som ikke syntes, at det var i orden, og derfor vil vi nu stramme op på det. Der vil i fremtiden ikke optræde nøgenbilleder af piger i Se & Hør, der er under 18 år. Det er slut, siger Henrik Qvortrup.
Men det er ikke kun i Se & Hør, at der optræder nøgne piger under 18 år.
Nyhedsavisen fandt tidligere på ugen flere eksempler på bladets hjemmeside, hvor 17-årige piger har smidt kludene. I går var nøgenbillederne dog ikke længere at finde.
Billederne har været på hjemmesiden på trods af, at Red Barnet tilbage i juni måned gjorde Se og Hør opmærksom på, at billederne var ulovlige.
Det er forkasteligt
- Det er forkasteligt, at Se & Hør er blevet ved med at bringe nøgenbilleder af helt unge piger, siger Kuno Sørensen, der mener, at det er grov kommerciel udnyttelse af de unge piger.
Ugebladets chefredaktør Henrik Qvortrup siger, at han tidligere har sagt til sine medarbejdere, at bladet ikke fortsat skulle bringe nøgenfotos af piger under 18 år.
- Det forstod redaktionen åbenbart ikke dengang. Nu har jeg talt med kæmpestore bogstaver, og jeg tror den er feset ind denne gang, siger Henrik Qvortrup til Nyhedsavisen.
