- På vegne af den danske stat. På vegne af den danske regering. Undskyld.

Sådan lød det for præcis to år siden, da daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) gav en officiel undskyldning til dem, der var anbragt i sær- og åndssvageforsorgen i årene 1933 til 1980.

"Et af de sorteste kapitler i danmarkshistorien", kaldte ministeren det.

Karoline Olsen og Regine Løndorf ville dog have mere end en undskyldning, og torsdag indledes de to tidligere anbragtes søgsmål mod staten. Kravet er en erstatning på 300.000 kroner hver.

De vil gøre Social- og Boligministeriet ansvarlig for, at de blev udsat for massivt omsorgssvigt, isolation, tvangsmedicinering, vold og tvangssterilisation.

95-årige Regine Løndorf skal torsdag i vidneskranken, mens Karoline Olsens beretning må fortælles af andre, da hun gik bort som 94-årig i juni. Hendes søgsmål består dog.

De to kvinder er blandt 500 kvinder, der fra 1923 til 1961 var anbragt på åndssvageforsorgens kvindehjem på Sprogø. Her blev kvinder, som blev betragtet som "moralsk åndssvage" eller "erotisk abnorme" placeret.

Samfundet skulle beskyttes mod kvinderne og omvendt.

Sarah Smed, der er leder af Danmarks Forsorgsmuseum, har i årevis beskæftiget sig med Sprogø-kvindernes historie og har set cirka 100 af kvindernes journaler. Langt størstedelen blev tvangssteriliseret.

Det foregik ofte på et hospital i Vejle, fortæller hun.

I sit arbejde har hun lært både Regine Løndorf og Karoline Olsen at kende. De to kvinder blev også tvangssteriliseret, og der er ifølge historikeren ingen tvivl om, at anbringelsen har medført "livslange traumer".

Sarah Smed holder foredrag om Sprogø, og hver gang møder hun en eller to, som kender til nogen, som har været anbragt på øen.

- Det er vigtigt for os som land at forstå, hvordan vores velfærdshistorie også har taget sig ud.

- Nogle gange i den bedste mening har man haft initiativer, som har haft gruopvækkende menneskelige konsekvenser for dem, det har handlet om, siger Sarah Smed, der også er indkaldt som ekspertvidne i retten.

Social- og Boligministeriet afviser at give erstatning til Karoline Olsen og Regine Løndorf.

I et processkrift henviser ministeriet til, at sterilisationen blev udført i henhold til daværende lovgivning, og at kravene er forældet.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) siger i en skriftlig kommentar:

- Historierne om svigt og overgreb over for tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen gør selvfølgelig utroligt stort indtryk på mig. Vi ved, at der tilbage i tid er foregået ting, som ingen burde gennemleve, og på den baggrund gav regeringen en officiel undskyldning. - Jeg kan ikke kommentere direkte på kravet fra de to tidligere anbragte på Sprogø. Der verserer en retssag ved Københavns Byret, og jeg afventer domstolenes afgørelse.

/ritzau/