Københavns Politi holdt fredag pressemøde om Christiania-sagen kl. 12.15. Der kom det blandt andet frem, at de patronhylstre, der er fundet på Christiania og i Kastrup, er blevet affyret fra den samme pistol.

Det fortalte vicepolitiinspektør Jens Møller, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet.

»Vi har lavet en sammenligning af de hylstre, som er fundet på Christiania og dem, der blev fundet på Vinkelhusene. Og der er et sammenfald. Det vil sige, at det er den samme pistol, der er blevet brugt. Det betragter vi som ret vigtigt,« sagde han.

Pistolen blev brugt, da to civilklædte betjente ville anholde en mand på Christiania onsdag aften. Pistolen havde manden holdt skjult, før han fandt den frem og skød to betjente og en civil person.

Politiet jagtede gerningsmanden hele natten, før de ved hjælp af borgerhenvendelser fandt frem til en adresse i Kastrup, hvor den formodede gerningsmand skulle opholde sig.

Den mistænkte mand forsøgte at flygte, hvilket førte til en skududveksling. Den mistænkte mand, 25-årige Mesa Hodzic, blev såret og indlagt i kritisk tilstand.

Natten til fredag afgik han ved døden.

Den ene betjent og den civile mand blev begge ramt i benene, men er ikke i livsfare. Den anden betjent blev ramt i hovedet og er endnu indlagt i kritisk tilstand.

»Tilstanden er uændret,« lød det på pressemødet.

Du kan se hele pressemødet herover.