De bliver ved, er skruppelløse og skyer ingen midler for at narre sagesløse borgere.
Politiet ser sig derfor nødt til at bringe en kraftig advarsel, efter to kvinder i 80'erne onsdag eftermiddag blev ofre for et bedrageri i Slagelse.
En mand ringede og forklarede den første kvinde, at hendes konto var blevet hacket.
Derfor skulle hun have et nyt betalingskort, fortsatte han.
Hun skulle udlevere sit kort til en 'medarbejder', som ville komme forbi og hente det.
Det stoppede ikke ved kortet.
Manden tilbød samtidig kvinden at tage eventuelle smykker med retur til banken og lægge dem i en bankboks, hvis kvinden havde behov for det.
Det lykkedes 'medarbejderen' at få kvinden til at udlevere sit kort.
Heldigvis fattede hun mistanke og fik det spærret hurtigt efter.
Desværre havde svindlerne held med at narre den anden kvinde til at udlevere sine kort og nogle kontanter.
De hævede efterfølgende et kontant beløb på kortene.
Den iskolde adfærd får politiet til at advare i kraftige vendinger:
»Husk, at hverken banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder ringer og efterspørger betalingskort, MitID, pin-koder eller lignende,« forsikrer politiet og fortsætter:
»Det er snyd, fup og bedrag, og risikoen for, at bankkontoen bliver tømt, er overhængende.«
Der er derfor kun én ting at gøre, hvis svindlerne ringer:
»Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til bankens hovedtelefonnummer eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.«