Efter et overfald med kniv på Baltorpvej i Ballerup onsdag aften anholdt politiet senere på aftenen en mistænkt.

Denne mand, der er 34 år, sigtes for at ville dræbe offeret, og torsdag blev han fremstillet i et grundlovsforhør for lukkede døre, oplyser Københavns Vestegns Politi på X.

I retsmødet nægtede han sig skyldig, men dommeren fandt grundlag for at varetægtsfængsle ham i foreløbig fire uger.

Offeret, der er 36 år, havde skader omkring maven og blev umiddelbart vurderet til at være i kritisk tilstand, lød det fra politiet onsdag aften.

Politiet fik anmeldelse om overfaldet lidt før klokken 20.

Torsdag har politiet ikke frigivet oplysninger om relationen mellem de to personer. Heller ikke et muligt motiv har man udtalt sig om.

/ritzau/