Hovedstadens Beredskab gør klar til årets mest travle døgn: Nytårsaften. 

Operationschef Tim Ole Simonsen forventer nemlig, at personalet får mere travlt i år end sidste år.

Sidste år rykkede Hovedstadens Beredskab ud til 90 hændelser i nytårsdøgnet, men hvis DMI får ret i sin prognose, forventer operationschefen, at det tal kan stige til omkring 140 hændelser.

»DMI lover lige nu fugtigt vejr og frisk vind, med tørvejr op mod midnat. Det kunne desværre godt betyde, at vi får et nytår med flere brande end sidste år. Er vejret dårligt, skyder folk mindre krudt af og bliver indendørs,« siger Tim Ole Simonsen i en pressemeddelelse fra Hovedstadens Beredskab.

Derfor er der indkaldt ekstra personale på både brandstationer og alarmcentralen, så der er personale nok til at imødekomme de forventede hændelser.

»Mange af brandene i nytåret er mindre brande, ild i containere, biler, afskudt fyrværkeri mv. De skaber utryghed, og der er risiko for, at de kan sprede sig til bygninger.«

Tim Ole Simonsen opfordrer derfor til, at man selv hjælper med at slukke mindre brande, hvis man har mulighed for det.

Derudover appellerer operationschefen også til, at man ikke skyder fyrværkeri efter beredskabspersonalet, da det kan forhindre deres arbejde.

»Beskyder man vores medarbejdere, kan det resultere i, at hjælpen forsinkes, eller slet ikke når frem – det er meget alvorligt.«

Han minder også om, at straffen er høj.

»Skyder man fyrværkeri efter myndighedspersoner, for eksempel politiet, ambulancereddere eller brandfolk, er strafferammen højere, og man risikerer ubetinget fængselsstraf,« skriver Hovedstadens Beredskab.