Fængslet: Havde store mængder hash og kokain // 21-årig fængslet efter ransagning

En mistanke om euforiserende stoffer sendte torsdag aften Nordjyllands Politi på sporet af en 21-årig mand fra Hjallerup.

Politiet ransagede den 21-åriges bopæl og mistanken viste sig at holde stik.

»Under ransagningen fandt vi en mængde narkotika. Lidt over 300 gram kokain og 7,3 kilo hash,« siger Peter Skovbak, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Den 21-årig blev derfor anholdt.

Han blev fredag fremstillet i grundlovsforhør.

Her blev den 21-årige varetægtsfængslet i fire uger.

»Han er sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg,« siger Peter Skovbak.

Politikommissæren er sparsom med oplysningerne til pressen, da der var lukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning.