- Min ven har ikke psyke til en lang straf på 16 års fængsel eller livstid. Får han det, er jeg bange for, at han vil hænge sig i tremmerne.

Sådan siger den 44-årige Nicko Romano Andersen, der i en snes år har kendt den 37-årige odenseaner, som er sigtet for dobbeltmordet på Heidi Nielsen og Bjarne Johansen i Tusindårsskoven i Odense.

De to har levet i misbrugsmiljøet i Odense i en årrække. Nicko Romano Andersen var med, da den mordsigtede begyndte med at tage sin første hash som 13-årig. Senere blev det til speed, heroin og blandingsmisbrug, det blev til kriminalitet, og turen gik talrige gange ind og ud af fængslerne.

- Jeg håber, at politiet hurtigt vil finde overlægens kamera, og at hans film vil vise, at det ikke er min ven PHH, som ses på filmen.

- Men hvis det vitterlig er ham, som har begået de to drab, så har jeg to teorier om, hvad der kan være sket. Enten havde han været på en indbrudstur og er blevet forskrækket og panisk, da han blev fotograferet. Eller også har han været ved at grave noget ned i skoven, som han kendte ud og ind.

- Han har før talt om, at han  somme tider havde gravet noget narko ned. Men det kan også være, at han skulle hente noget for nogle rockere. Han havde nogle bekendte, som var tilknyttet AK81. Under alle omstændigheder må det have slået klik for ham, og måske er der sket et uheld, da de første skud faldt, siger Nicko Romano Andersen.

Ligesom den 37-årige i de senere år har været på metadon, så er Nicko i samme situation.

- Men metadon kan kun holde abstinenserne væk. Selve stoftrangen er der stadig, og får man ud over metadonen f.eks. ketoganer, råhypnol, Rivotril og nogle guldøl, så kan det gå ud over den almindelige sunde fornuft, erkender Nicko, som selv har været i fængsel 34 gange.

- Jeg kender intet mindre end fire personer fra narkomiljøet, som lige nu sidder inde for drab. I sagen fra Tusindårsskoven var jeg ikke i tvivl om, at det var min kammerat, som var på videofilmen fra Friluftsbadet, men dermed er det jo ikke bevist, at det er ham. Og når han ikke vil sige noget til politiet eller i retten, så synes jeg ikke, der er noget nyt i det. Det er almindeligt i vore kredse, tilføjer han.

- Jeg kender den fængslede for mange gode ting. Han er efter min mening ikke skydegal, og i mindst to tilfælde har han reddet andre narkomaner fra døden ved at tilkalde hjælp, da de havde taget en overdosis. Han har også engang meget resolut tage affære, da en kvinde på gågaden i Odense fik et epilepsianfald, og han var aldrig bange for at hjælpe mig selv med mit handicap.

Han er ikke bare et monster, men det er klart, at han skal have sin straf, hvis det er ham, som har begået dobbeltdrabet, siger Nicko Roman Andersen.