Dagen efter anholdelse i København afgøres sagen mod en 29-mand, der udbragte kokain og ketamin.

Bare to døgns arbejde som narkobud i København og besiddelse af forskellige stoffer har onsdag ført til en dom på fængsel i otte måneder.

Ved en straksdom i Københavns Byrets afdeling for grundlovsforhør oplyser dommeren, at en 29-årig mand har fået nedsat straffen, fordi han har aflagt tilståelse. Rabatten er på 20 procent.

Efter dommen løslades manden. Han er tydeligt berørt.

Politiet anholdt tirsdag aften den 29-årige på Snorresgade på Islands Brygge, og allerede dagen efter er sagen altså afgjort i retssystemet.

Han undgår dermed at blive sendt til Vestre Fængsel som varetægtsfængslet.

Fra søndag og frem til anholdelsen tirsdag var han såkaldt hvidt bud, og han havde travlt: I alt afleverede han 135 poser med kokain og 4 poser med ketamin. Mængderne var henholdsvis 66 og 4 gram.

I dommen indgår også, at han havde nogle gram kokain, ketamin, hash og ecstasy på sig.

I den åbne del af retsmødet kommer det ikke frem, om den 29-årige tidligere har været straffet.

I sommer advarede Københavns Politi om, at man oftere i sager om kokainhandel støder på unge mennesker, for eksempel studerende, der bijobber som hvide bude.

- Vi ser flere og flere, som faktisk er totalt ukendte for os, og som ikke har stiftet bekendtskab med politiet før, sagde fungerende politikommissær Kasper Knudsen i juli.

/ritzau/