Mandag 28. maj blev en mand fra Horsens holdt fanget i fire timer. Nu kritiserer han politiets responstid.

Ifølge Horsens Folkeblad blev tre mænd på henholdsvis 23, 25 og 39 år fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Horsens 29. maj. Her blev de varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for røveri og frihedsberøvelse.

Ifølge mediet lyder sigtelsen, at de tre mænd ville have offeret til at betale en gæld på 58.000 kroner, som en af offerets venner skyldte, og at de angiveligt ikke ville slippe offeret fri, før gælden var betalt.

B.T. har talt med offeret, som er en 31-årig mand, der forklarer, at han ville agere mægler mellem sin ven og de mænd han skyldte penge.

Det resulterede dog i, at de tre, nu sigtede, mænd angiveligt fik tvunget ham til at gå ind i en bil 28. maj omkring klokken 20, hvor de kørte ham hen til en lejlighed og holdt ham fanget der.

Her blev han angiveligt udsat for flere former for psykisk tortur for at presse ham til at finde pengene på den ene eller anden måde. Det inkluderede ifølge den 31-årige, at han blev truet med en økse og med at få kogende vand, olie og sukker ud over sig.

»Panikken spredte sig i mig fuldstændig, for jeg var ingenting, de kunne i grunden gøre lige, hvad de ville med mig. Jeg var sindssygt bange for, hvad der ville komme til at ske, jeg kunne lige så godt være blevet slået ihjel i den lejlighed,« siger den 31-årige.

For langsomt politi

Undervejs formåede manden at sms’e en anden ven og forklare situationen. Vennen alarmerede derfor politiet ved en 22.30-tiden. Og da gruppen, som holdt ham til fanget, omkring midnat ville have ham med ud at køre igen, så han, at politiet stod længere nede ad vejen. Derefter løb han hen til politiet, som anholdte de involverede.

Nu fortæller han, at han følte, at politiet tog alt for lang tid om at befri ham.

»Jeg synes, halvanden time er meget lang tid. Jeg er sådan set lidt ligeglad med omstændighederne. Havde det været en almindelig sag, var der ikke gået så lang tid. Jeg afskyr politiet efter det her, jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Min tillid til systemet er ødelagt efter den her sag,« fortæller den 31-årige.

»Vi kan ikke gøre det hurtigere«

B.T. har talt med Sydøstjyllands Politi, som dog vurderer, at de har handlet så effektivt, som de kunne.

»Der går ikke lang tid. Han (vennen, red.) ringede ind klokken 22.33, og der vidste han ikke, hvor personen blev holdt fanget. Han blev derfor bedt om at ringe tilbage, når han havde flere oplysninger, og det gjorde han 12 minutter efter,« fortæller Morten Anker Jensen, politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

Politiinspektøren fortæller, at vennen denne gang kunne opgive navnet på en af de tre mænd, der holdt den 31-årige fanget, hvilket gjorde, at politiet kunne finde en adresse frem, som de kunne tage ud til og lede efter den 31-årige.

»Så pakker vi vores ting og sender de specialfolk ud, vi har til den slags opgaver. En time og ti minutter senere klokken 23.55 er han befriet, og vi kan faktisk ikke gøre det hurtigere. Vi skal tage nogle sikkerhedsmæssige forbehold både for os selv og offeret, vi ved jo ikke under, hvilke omstændigheder han holdes fanget,« siger Morten Anker Jensen.