Den 77-årige tidligere teaterdirektør og skuespiller Klaus Pagh er dybt ulykkelig over den familiefejde, der i disse dage udspiller sig mellem ham og hans 39-årige ekskæreste, Karema Hviid.

I midten af konflikten befinder parrets niårige søn, Isak, sig. Han forsvandt tirsdag aften fra Klaus Paghs hus i Hellerup sent om aftenen.

Som BT beskrev i torsdagens avis, så beskylder den 77-årige far sin eks-kæreste for at bortføre deres søn, men Klaus Pagh vil dog ikke gå videre med sagen.

- Jeg har ingen planer om at politianmelde hende i denne omgang. Så skal der da ske noget yderligere i sagen, siger Klaus Pagh. 

Han er ked af det

Torsdag eftermiddag havde Gentofte Kommune været i kontakt med niårige Isak.

De kunne berette for Klaus Pagh, at sønnen var ked af situationen.

- Min søn har sagt, at han er meget ked af det. Han er ked af det, der er sket, og han er ked af, at han har taget min telefon. Gentofte Kommune har været ude for at tale med ham på den kostskole på Midtsjælland, hvor han opholder sig, og de har bedt mig om at ringe til ham for at fortælle, at jeg ikke er sur på ham. Og jeg er ikke sur på ham. Han kan ikke gøre for, hvad der er sket. Det er hans mor, der har overtalt ham til at forlade mit hjem, siger Klaus Pagh. 

Skal ikke tilbage til Pagh

Karema Hviid har en anden noget anden forklaring end Klaus Paghs. Hun har tidligere forklaret til BT, at hun hentede Isak efter at have fået en opringning fra sin ulykkelige søn, der fortalte, at han var stukket af fra sin fars hjem.

Torsdag eftermiddag havde Karema Hviid ikke hørt noget fra Gentofte Kommune, men hun håber, at Isak ikke bliver sendt tilbage til Klaus Pagh igen, selv om faderen ellers har forældremyndigheden.

- Jeg har intet hørt fra kommunen, men jeg håber, at de nu endeligt vil lade hensynet til Isak og hans rettigheder veje tungest i deres afgørelse. For han har været igennem rigeligt allerede. Jeg tør dårlig tænke tanken, hvis jeg ikke havde hørt telefonen den aften.

Skal ikke tvinges

Klaus Pagh har tidligere sagt til eb.dk, at han ikke vil presse sin søn til at træffe en beslutning om, hvor han skal opholde sig:

- Jeg vil ikke tvinge ham til at være sammen med mig. Hvis det virkelig er rigtigt, at han ikke vil være her, så er det klart, at han bliver fri. Nu er han på sin kostskole, og så må han selv finde ud af, hvad der skal ske.