Der er liv og lemmer på spil.

Der foregår en dødsensfarlig leg, og politiet beder befolkningen om hjælp.

Flere og flere sager om løsnede hjul har ramt Danmark. Senest har Bornholm - der i disse dage danner ramme om folkemødet - været ramt af flere farlige episoder, fortæller vagthavende ved Bornholms Politi Kim Pedersen.

»Det er fuldstændig nyt for os. Vi har aldrig set det før, men det er kommet her inden for de sidste fire-fem dage,« siger Kim Pedersen.

Tidligere på ugen skrev BT, at der har været mellem 25-30 sager om hjulbolte, der bliver skruet løs på biler rundt om i Danmark. Uden varsel sætter føreren sig ind og forventer, at alt er i den skønneste orden. Men det kan gå grueligt galt, hvis man med høj fart mister et hjul, siger vagthavende hos Bornholms Politi.

»Heldigvis er ingen kommet alvorligt til skade, men nu har vi haft fem-seks sager. Og det er rigtig mange sager i et lille samfund som Bornholm«.

Alexander Holzendorff var udsat for at få skruet hjulboltene løs. Han var heldig ikke at ramme ind i en motorcyklist, da hjulet faldt af.
Alexander Holzendorff var udsat for at få skruet hjulboltene løs. Han var heldig ikke at ramme ind i en motorcyklist, da hjulet faldt af.
Vis mere

Den vagthavende vil ikke gisne om, om fænomenet er kommet over med folkemødet, men han fortæller, at når politiressourcerne igen er nogenlunde normale, vil de komme til bunds i sagerne.

»Vi ved ikke, hvorfor folk gør det her. Vi har ikke nogen ide om, at det er et forsøg på at få hævn, men jeg forestiller mig, at det er personer, der ikke er klar over konsekvenserne af det her. Man kan jo kun forestille sig, hvad der sker, når en bil mister et hjul i høj fart. Så kan man altså ikke manøvrere den, og kommer der en lastbil, en personbil eller en cyklist forbi i det øjeblik, så kan det være fatalt,« siger Kim Pedersen.

Trenden med at løsne bilhjul begyndte på Sjælland, men har nu tilsyneladende spredt sig til andre landsdele. Politiet oplyser, man med denne form for hærværk forbryder sig mod straffelovens §252, hvor man udsætter andres liv og førlighed for fare.

Kim Pedersen opfordrer befolkningen til at melde ind, hvis man hører eller ser noget usædvanligt, så den livsfarlige leg kan stoppes. Politiet kan kontaktes på 114.

Alexander Holzendorff var udsat for hærværk på bilen, hvor ukendte gerningsmænd skruede hjulboltene af. Han kom til skade med sin nakke.
Alexander Holzendorff var udsat for hærværk på bilen, hvor ukendte gerningsmænd skruede hjulboltene af. Han kom til skade med sin nakke. Foto: Alexander Holzendorff
Vis mere