Den halvandet år gamle pige, der fredag blev kidnappet på åben gade på Blegdamsvej i Købehavn, er hjemme igen i god behold.

- Barnet er kommet hjem igen i løbet af natten, fortæller den centrale efterforskningsleder.

I aftes stod en mor pludselig midt i sit største mareridt. Hendes eksmand kidnappede deres fælles barn på åben gade og kørte væk i en kammerats bil. Kammeraten var med.

Politiet fortæller, at kvinden under episoden udsættes for et overgreb, og at den ene af de to mænd nu er sigtet for vold. Han kan dog ikke uddybe, hvad overgrebet konkret består i.

Kammeraten blev hurtigt anholdt af politiet og ført til afhøring. Sværere var det at få fat i eksmanden. Men det lykkedes i løbet af natten, hvor politiet trængte ind i hans lejlighed. Både eksmanden og kammeraten var til stede og blev taget ind til afhøring, og barnet blev kørt hjem til en meget oprevet og bekymret mor. Barnet har det efter omstændighederne godt.

Den kidnappede pige er omkring halvandet år. Forældrene har fælles forældremyndighed, men i en periode har kvinden været på krisecenter, og det har åbenbart gjort, at manden ikke har set sit barn. Derfor tog han fredag aften sagen i egen hånd.

Sagen bliver i løbet af næste uge undersøgt nærmere, og politiet vil bl.a. indhente oplysninger fra de sociale myndigheder.