En 48-årig mand fra Horsens er sigtet for vold i en lidt usædvanlig sag, hvor han angiveligt valgte at kvittere en kvinde fra nabolaget, der havde fundet hans hund, med tæsk.

Omkring klokken 15 mandag den 23. januar fandt en 50-årig kvinde en løs hund ved Kyradservej i den østjyske by, hvor hun selv bor. Hun genkendte hunden. Den tilhørte en anden af vejens beboere, som hun derfor ville aflevere den tilbage til.

»Idet hun går over for at aflevere hunden, opstår der et eller andet, og kvinden bliver tildelt to til tre slag i ansigtet og i nakken af hundeejeren, hvorefter hun kontakter politiet, som får anmeldelsen klokken 15.26,« siger Jesper Julian Christensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Horsens, til BT.

Onsdag morgen er politiet stadig ikke klar over, hvad der ligger bag optrinnet midt på den ganske almindelige villavej i Østjylland. Det er også uklart, om der er en relation mellem parterne, og i så fald hvad den består i. Det skal afhøringer af parterne og eventuelle vidner være med til at klarlægge, fortæller Jesper Julian Christensen.

»Det er normalt ikke den reaktion, man ser, når man afleverer folks hunde, men hvad de nærmere omstændigheder og motivet er, skal vi have klarlagt i efterforskningen,« siger han.

Den 50-årige kvinde var efterfølgende til kontrol på skadestuen, men politiet kender ikke skadernes omfang endnu. Der skulle imidlertid ikke være tale om større skader.

Politikommissæren oplyser, at man har afhørt den 48-årige mand, der nægter at have gjort det.