Ingen har set 48-årige Helene Sørensen, siden hun for 17 dage siden stemte til kommunalvalget.
Se godt på disse billeder. Det er de sidste billeder, der er taget af den 48-årige Helene Sørensen. Tirsdag den 17. november klokken 14.40 gik hun ud af glasdøren til sin bopæl i Dannebrogsgade på Vesterbro i København. Hun ville ned og stemme til kommunalvalget på Oehlenschlægergades Skole. En skole, der ligger blot 500 meter væk fra hendes hjem. Siden har ingen set hende. - Helene spurgte, om jeg ikke ville med ned at stemme, men jeg lod hende gå alene, da jeg ventede på, at min kæreste skulle vågne. Siden har hun været forsvundet, fortæller Helenes genbo, der ligesom resten af opgangens beboere undrer sig over Helenes forsvinden. Sagen om Helene Sørensen er dybt mystisk. Ingen ved, om hun har været udsat for en forbrydelse, en ulykke, eller om hun selv har valgt at forsvinde. Kun ét er sikkert – hun er som sunket i jorden. Studeres Helene Sørensens daglige færden lidt nærmere, tegner der sig imidlertid et billede af en kvinde med et meget stort behov for tryghed og faste rutiner. Noget, der gør sagen endnu mere gådefuld. En af de faste rutiner og en af de ting, der gav Helene tryghed, var de daglige besøg i Jesu Hjerte Kirke. En romersk katolsk kirke, der ligger i Stenosgade, små 400 meter fra hendes hjem. Og her husker de tydeligt Helene Sørensen. - Hun kom her hver dag – både til morgenmesse og til aftenmesse. Hun stod for det meste og ventede udenfor. Nogle gange i flere timer. Hun gik gerne frem og tilbage foran kirken, når den var lukket, fortæller sognepræst Gerhard Sanders og tilføjer, at hun aldrig sagde noget, aldrig smilede og altid kom alene. Inde i kirken havde Helene sin faste plads. Hun sad altid yderst på fjerde forreste række til venstre for præsten. Den plads har de sidste 17 dage stået tom. Helene har ikke været i kirken siden 16. november – hun kom altså ikke på valgdagen. Det er ikke kun kirkens præst, som husker Helene Sørensen. Også stedets altmuligmand, John, nikker genkendende, da hendes navn nævnes. - Hun var som en tom skal. Der var intet liv i hendes øjne. Hun kunne gå rundt foran kirken i flere timer, også selvom det øsregnede. Hendes jakke var altid åben – både sommer og vinter, og det var som om, hun var ligeglad. Jeg kan huske, at jeg engang foreslog hende, at hun kunne sætte sig ned til søerne og vente, indtil kirken åbnede. Der svarede hun: 'Nej, jeg er bange for at falde i søvn'. Det er det eneste, jeg nogensinde har hørt hende sige. Hun holdt sig meget for sig selv, forklarer han. Helenes angst for at falde i søvn kan hænge sammen med, at hun var stærkt medicineret. Hun lider nemlig af skizofreni, og det er derfor også vigtigt, at hun får sin medicin.
