Midt- og Vestsjællands Politi leder efter en 70-årig dement mand, der har forladt et bofællesskab på Hedelunden 37 i Greve. Politiet modtog anmeldelsen fredag kl. 20.46 og har hele aftenen og natten eftersøgt området med hundepatruljer og helikopter. - Han er formentlig søgt mod Titangade på Ydre Østerbro, hvor han formentlig har boet som ung. Vi ved, at en anden beboer har hjulpet ham med at få en taxa derud, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Claus Hald Simonsen. Han opfordrer borgere til at kigge efter den demente mand i haver, udhuse og andre steder, hvor den 70-årige kan have gemt sig. Den forsvundne mand går meget foroverbøjet og beskrives som 170-175 cm høj. Han er spinkel af bygning og har kort, gråt hår og daglange skægstubbe. Manden var fredag aften iført brun skindjakke, cowboybukser og sorte sko. Han skal dagligt have astmamedicin. Ved oplysninger i sagen kan Midt- og Vestsjællands Politi kontaktes på tlf. 114.