Flere kunder i Danske Bank har i de seneste dage fået deres konti hacket, selvom kunderne har brugt NemID.

Hackere har i otte tilfælde misbrugt konti hos kunder i Danske Bank. Der har i alt været misbrug for 700.000 kroner.

De pågældende kunder er blevet hacket, mens de har været på netbank via NemID, og firmaet Nets opfordrer derfor alle brugere af NemID til at holde computeren opdateret efter nye eksempler på udspekuleret svindel mod netbankkunder

- Vi opfordrer på den baggrund alle brugere af NemID til at opdatere deres virusprogrammer og øvrige programmer på computeren. Hvis netbanken virker anderledes, end den plejer, så vær mistænksom, og kontakt eventuelt din banks kundesupport, hvis du er i tvivl, skriver firmaet på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅ

De pågældende kunder i Danske Bank er ifølge Nets uforvarende kommet til at installere en såkaldt malware på deres computere, Dermed har IT-kriminelle haft mulighed for at udføre det, der med et teknisk udtryk kaldes ”real time phishing”.

- Det har i de konkrete tilfælde givet de IT-kriminelle adgang til bruger-ID, adgangskode og en nøgle fra NemID-nøglekortet, som de har kunnet bruge til at overføre penge til udlandet. Sagerne er overdraget til politiet, og kunderne holdes i alle tilfælde skadesløse, lyder det hos Nets.

Firmaet påpeger, at bankkunder med NemID ikke bør følge sig utrygge ved at bruge deres netbank.

- Det er vigtigt at understrege, at det seneste angreb fra IT-kriminelle ikke ændrer ved den generelle sikkerhed bag NemID, og man kan trygt anvende sin netbank, som man plejer, lyder det.

- Nets DanID vil sammen med bankerne nøje analysere de pågældende hændelser og vurdere, hvilke yderligere tiltag der kan iværksættes for at forebygge denne form for svindel.

Andre læser også