Politiet får fortsat mange henvendelser fra borgere i sagen om den bortførte baby fra Sønderjylland, men det afgørende tip lader stadig vente på sig.

Politiet mangler stadig det afgørende tip, der kan opklare mysteriet om den bortførte baby fra Sønderjylland.

- Vi får fortsat mange henvendelser, og borgerne skal have stor ros for deres hjælp, men vi har desværre ikke fået det afgørende tip endnu, siger efterforskningsleder ved Syd- og Sønderjyllands Politi Lars Bjerregaard til bt.dk.

Den 14 dage gamle dreng, der fredag formiddag blev bortført fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg af sine forældre, der begge er stofmisbrugere, er nemlig stadig ikke fundet.

I følge Lars Bjerregaard kan drengens tilstand være yderst kritisk, eftersom han lider af abstinenser på grund af morens misbrug.

Politiet formoder, at parret løbende skal købe mad og andet til deres søn, og derfor beder man blandt andet butikkerne være ekstra opmærksomme.

Det menes at forældrene kører rundt i en ældre blå Audi med registreringsnummeret RT 30 850.