Tirsdag blev en fodgænger ramt af en bil, mens han ventede på at krydse vejen.
Han blev indlagt i kritisk tilstand – og seneste melding er, at den 43-årige pådrog sig alvorlige kvæstelser og fortsat er i kritisk tilstand.
Det oplyser Østjyllands Politi i onsdagens døgnrapport.
Ulykken skete tirsdag klokken 16.40 på Holmstrupgårdsvej i Brabrand.
Den 43-årige blev ramt af en bil, der blev ført af en 51-årig mandlig bilist. Han kom kørende med en trailer og kørte op over spærrefladerne og ind over helleanlægget, hvor han ramte den 43-årige.
'Den 51-årige bilist blev testet for alkohol på stedet og målte over det tilladte. Hans bil var desuden i så dårlig stand, at den blev beslaglagt med henblik på konfiskation,' lyder det i døgnrapporten, hvor det lyder videre:
'Bilinspektørens umiddelbare vurdering af den 51-åriges bil var desuden, at den var i så dårlig stand, at det kunne have været medvirkende årsag til uheldet.'
Efter ulykken blev den 51-årige anholdt og sigtet for spirituskørsel, for at have kørt under påvirkning af medicin og for ved uagtsomhed at have pådraget betydelig legemsbeskadigelse.
Den 51-åriges bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation jf bestemmelserne om vanvidskørsel.