Den 25-årige bilist, der påkørte og dræbte ti-årige Songül Altuntas i sidste uge, var ikke under påvirkning af hash.

Det siger hans far til B.T.

- Det, at pressen har dømt ham for at køre rundt i påvirket tilstand, er ganske enkelt forkert, siger faderen.

Hvis faderen har ret, kan have betydning for, hvor lang den 25-åriges fængselsstraf bliver.

Ulykken skete torsdag i sidste uge foran Forum i København, da den 25-årige påkørte Songül Altuntas og hendes mor i et fodgængerfelt. Den ti-årige døde, mens moren overlevede med hårde kvæstelser.

Den 25-årige bilist kunne ikke møde op til grundlovsforhøret dagen efter, da han var i chok og indlagt, men han blev varetægtsfængslet in absentia. Onsdag forklarede han så i retten, at han en til to uger tidligere havde røget ’et par sug af en joint’, og ikke en til to dage før, som de første betjente på stedet opfattede.

LÆS OGSÅ:

SE BILLEDERNE:
Songül


- Det (at han var påvirket, red.) er kun blevet sagt, fordi han ikke var med i retten, fordi han var i chok, og da han blev afhørt af politiet, har de fået det til, at han inden for et par dage havde røget hash. Men det er ikke rigtigt, siger den 25-åriges far, der så sin søn flere gange, mens han stadig var indlagt på Bispebjerg Psykiatriske Afdeling. Nu er sønnen overført til Vestre Fængsels hospital.

Den 25-åriges far mener altså, at sønnen ikke kørte i påvirket tilstand, som han ellers er sigtet for.

- Virkeligheden er, at jeg kan stå inde for, at min søn er en pligtopfyldende dreng, som ikke er nogen bandit, der kører hensynsløst rundt. Der er ingen tvivl om, at han har gjort noget forfærdeligt, som kunne være undgået, hvis han havde set sig ordentligt for, men vi har alle sammen prøvet at komme til at køre over for rødt lys eller et eller andet. I dette tilfælde er det gået rigtig, rigtig galt, men han har hverken været fuld eller påvirket af noget andet, siger hans far.

LÆS OGSÅ:

I loven står der, at det er en særligt skærpende omstændighed, hvis man har været påvirket af spiritus, og bevidsthedspåvirkende stoffer - som hash - er ifølge Rigsadvokaten at siddestille med netop spiritus. Dermed bliver den 25-åriges eventuelle fængselsstraf afmålt derefter.

Og derfor håber han og hans far, at blodprøven, som politiet i øjeblikket undersøger, er ren.

- Han tænker på, om han skal i fængsel, og hvor længe han skal i fængsel. Han tænker på blodprøven, som skræmmer ham, for selv om han mener, at han er fuldstændig stoffri, kan hash spores i blodet i lang tid, siger faderen.