To betjente, der ligger ovenpå en mand, mens den ene betjent tildeler personen flere end 20 slag med en politistav.

Sådan kan handlingen i en debatskabende og viral video af anholdelsen af 38-årige Daniel tilbage fra januar beskrives.

Nu har Daniel selv sat ord på episoden til avisen Nordjyske.

B.T. har tidligere fortalt om episoden, som også fik stor opmærksomhed, fordi betjentene i forbindelse med anholdelsen måtte give Daniel hjertemassage.

Den dramatiske hændelse udspillede sig på Vesterbro i Aalborg, og som det ses på videoen, faldt de fleste af slagene, mens den 38-årige lå på maven på asfalten med de to betjente ovenpå.

»Jeg kan bare huske den peberspray, jeg fik i øjnene. Jeg havde kontaktlinser på. Det var slemt, og jeg kunne ikke se ret meget. Så tumler vi lidt rundt. Og så begyndte de at slå. Jeg blev slynget i jorden. Jeg lå på maven og fik mange slag. Min ryg var helt sort bagefter,« fortæller Daniel til Nordjyske.

På et tidspunkt undervejs i anholdelsen mistede Daniel dog bevidstheden, og betjentene begyndte derfor at give førstehjælp, indtil den 38-årige kom til sig selv.

Derefter blev han kørt til psykiatrisk afdeling – efter en tur på skadestuen.

B.T. har tidligere talt med Daniels halvbror Nikolaj, som bekræfter, at Daniel er psykisk syg.

Men han kan ikke genkende det 'farlige' billede, som han mener, politiet tegnede af Daniel i en pressemeddelse umiddelbart efter episoden.

»Jeg blev sindssygt forskrækket, ked af det og frustreret, da jeg så og hørte, hvad der var sket,« fortalte den 30-årige halvbror tilbage i januar.

»Det var voldsomt ubehageligt at se. Jeg scrollede egentlig forbi videoen på Facebook uden at tænke over det. Så ringede min far og sagde, at det var gået galt med Daniel, og så gik det op for mig, at videoen var med Daniel,« sagde Nikolaj også til B.T.

Ifølge politiets pressemeddelelse havde Daniel slået en politibetjent med knytnæve. Herefter brugte politiet peberspray og lagde ham ned for at få ham til at falde til ro. I den forbindelse trak de også stavene og slog Daniel.

»Vi forstår godt, at anholdelsen ser voldsom ud. Det er voldsomt. Her er tale om en psykisk syg person, som desværre bliver meget voldsom og farlig. Betjentene starter med at anvende peberspray mod ham for at pacificere ham, men den har slet ingen effekt,« udtalte politiinspektør Claus Danø fra Nordjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Daniel kan ikke huske, hvorfor han en søndag morgen i januar, hvor alt var lukket ned på grund af corona, forlod sin lejlighed i Nørresundby og gik ind mod centrum af Aalborg.

Han husker heller ikke, hvorfor han gik over mod betjentene, som afspærrede vejen i forbindelse med en anden sag, fortæller han til Nordjyske.

Efter anholdelsen fulgte en lang indlæggelse, som Daniel først blev udskrevet fra flere måneder senere.