Den 25-årige mand, der påkørte og dræbte 10-årige Songül Altuntas foran Forum i København, var ikke påvirket af hash, da den fatale ulykke skete.

Det viser politiets længeventede analyse af en blodprøve den 25-årige afgav i forbindelse med ulykken.

- Der er kommet svar på det hele, og der er ikke noget at komme efter hverken alkoholmæssigt eller med hensyn til euforiserende stoffer, siger vicepolitikommissær Kenneth Damkjær fra Station Bellahøj i København til bt.dk.

Den 25-årige blev ellers anholdt og sigtet for at have påkørt den ti-årige pige og hendes mor, Ruhsar Altuntas, den 24. november i år, fordi han ifølge politiet havde forklaret, at han havde røget et par hvæs af en hashjoint en til to dage før ulykkesaftenen. En forklaring han selv rettede til en til to uger, før ulykken i retten.

Songül

Lige siden har politiet - og omverdenen - ventet på et resultat af blodprøven, som altså nu viser, at den 25-årige ikke var påvirket af hash.

Kenneth Damkjær oplyser dog, at han indtil videre formelt set stadig er sigtet for at være påvirket af hash.

- Han er stadig sigtet for det, men vi skal kigge på, hvad der skal frafaldes, og hvad der ikke skal, siger vicepolitikommissæren.

Kenneth Damkjær oplyser i øvrigt, at sagen mod den 25-årige ikke er efterforsket helt i bund endnu.

- Vi venter lige på nogle få efterforskningsskridt, og så må vi se, hvordan anklageskriftet kommer til at se ud. Jeg ved ikke, hvordan og hvorledes med straffen. Jeg ved heller ikke med retshåndhævelsen - om man bare lader ham sidde og afsone straffen direkte, siger han.

Hvornår der bliver rejst tiltale mod den 25-årige har dog forholdsvist lange udsigter.

- Det bliver ikke på denne side af nytår, siger Kenneth Damkjær.

Varetægtsfængslingen af den 25-årige, der sidder i Vestre Fængsel i København, udløber torsdag, hvor han altså skal for en dommer for tredje gang. Med al sandsynlighed bliver varetægtsfængslingen forlænget.