I retten forklarer en 21-årig mand, at han intet kender til lejemordet fra Sorgenfrigade, selvom han kørte i bil med den formodede drabsmand.
»Jeg fik at vide, at jeg ville blive hentet af en person. Jeg skulle tage nogle penge med, for vi skulle købe mad, en telefon og benzin,« siger den 21-årige mand, da han svarer på senioranklager Andreas Emil Christensens spørgsmål.
Den unge mand med pakistanske rødder er iført en hvid striktrøje, skotskternet mørkeblå bukser og kridhvide Nike-sneakers.
Han er tiltalt for drab og drabsforsøg sammen med fire andre mænd, da de ifølge politiets opfattelse både planlagde og udførte det brutale drab på Nørrebro 2. december 2021.
»Jeg var af den opfattelse, at vi skulle starte en hashcentral i København,« siger den unge mand, der nægter sig skyldig.
Han fortæller, at han sammen med en af de andre tiltalte solgte hash i Frederiksværk.
De købte de brune plader af en 'ven', som han hverken har mødt eller kender navnet på, forklarer han.
Alligevel adlød han 'vennens' ordre om at hoppe ind i en bil 28. november.
For som den 21-årige forklarer i retten, så handlede de hash sammen, og han stolede på sin ven.
Ifølge politiet er 'vennen' identisk med en mand, der på en krypteret telefontjeneste går under navnet 'RW'.
Sammen med personen i bilen købte han en telefon i Elgiganten i Hillerød, inden de hentede en 'svensk gæst' og en anden ukendt gerningsmand.
Herefter kørte de mod Nørrebro i København, hvor de stoppede tæt på cafeen Kaffehuset på Nørrebro, hvor drabet fandt sted få dage senere.
Ifølge tiltalen kom han til Danmark i dagene op til drabet, hvor han sammen med flere af de andre mænd planlagde aktionen. De skaffede blandt andet husly og tøj til gerningsmanden og rekognoscerede omkring gerningsstedet.
B.T. erfarer, at gerningsmanden var bestilt af det såkaldte Casablanca-netværk. En kriminel gruppering, der opererer i Danmark, men trækker tråde til Marokko.
Flere af de tiltalte var ifølge B.T.s kilder på gerningstidspunktet tilknyttet det kriminelle netværk.
En 31-årig mand, der beskrives som leder af Casablanca-netværket, har siden 20. januar sidste år været internationalt eftersøgt i sagen. Han går under navnet 'Grækeren' og er tidligere medlem af Hells Angels støttegruppe AK81 og har været på flugt fra politiet siden 2018, hvor han angivelig flygtede til Marokko efter en anden skudepisode.
Ifølge B.T.s oplysninger er 'Grækeren' den samme person, som kalder sig 'RW' på den krypterede beskedtjeneste.
Den 21-årige kan ikke genkende politiets udlægning af sagen. Han forklarer igen og igen, at han skulle starte en hashcentral i København, fordi han havde mange kunder.
Men han erkender, at han kørte med i bilen sammen med de andre.
»Jeg snakkede ikke med dem, kun da vi skulle have mad,« siger han.
Alligevel har politiets overvågningskameraer fanget ham sammen med svenskeren gå flere ture forbi Kaffehuset – ture, som politiet mener skulle instruere svenskeren i drabet.
»Jeg kender ikke København, så jeg farer let vild,« lyder den 21-åriges svar, da anklageren spørger til, hvorfor de tre gange på en time går forbi Kaffehuset.
Senioranklager Andreas Emil Christensen fremviser i retten en lang række teledata, som politiet har indhentet på den 21-åriges telefoner – en iPhone og Motorola. De viser ruten fra Frederiksværk mod København og stoppene på Nørrebro.
»Det kan godt passe,« svarer den unge mand flere gange til anklagerens spørgsmål om, han har befundet sig de steder i september 2021. Ligeledes bekræfter han, at han var forbi en lejlighed på Christianshavn.
Retssagen fortsætter 26. april – B.T. følger sagen.
Hør mere om lederen af Casablanca-netværket her eller i din foretrukne podcast-app: