Sent onsdag aften afgik en kvinde ved døden i Brønshøj. Hun kom gående på fortovet i krydset mellem Elmelundevej og Frederikssundsvej.

I nattemørket blev hun pludselig ramt af en bil, der var i færd med at svinge til højre i krydset.

Hvordan dødsulykken kunne ske, er lige nu en gåde for Københavns Politi.

»Der er ikke noget, der indikerer, at bilisten har foretaget noget uovervejet i form af for eksempel for høj hastighed,« lyder det fra vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen kl. 22.40. De spærrede straks området af, efter de ankom til stedet.

En bilinspektør har nu undersøgt ulykkesstedet. Men en konklusion om årsagen til ulykken er først på vej om nogle dage.

Tidligt torsdag morgen oplyser Henrik Svejstrup til Ritzau, at der er tale om en 70-årig kvinde. Hendes pårørende er underrettet.

Politiet har ikke anholdt føreren af personbilen, da der hverken er fundet tegn på alkohol eller for høj fart.