Muslimsk far giver det danske samfund skylden for sønnens kriminelle løbebane. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Det er samfundet, der har lært min søn at stjæle.«

Sætningen kommer fra Hamed. Han sætter den lille kaffekop fra sig og gentager det endnu en gang:

»Det danske samfund har lært min søn at stjæle. Da Adel stjal første gang, skete der ikke noget. Da han stjal anden gang, skete der ikke noget...« Hamed fortsætter, indtil han når den syvende gang:

»...Først syvende gang begyndte der at ske noget. Politiet blandede sig; men da var det alt for sent. På det tidspunkt - som 14-årig - var min søn allerede dybt kriminel. Det danske samfund er alt for blødsødent. Det skal slå ned på tyveknægte med det samme,« mener Hamed.

Hamed er 39 år. Han flygtede fra Libanon til Danmark for 20 år siden.

Foruden Adel har han to børn med sin kone, som også kommer fra Libanon.

Selvom Hameds søn er havnet i en kriminel løbebane, har han aldrig selv haft lyst til stjæle, fortæller han:

»Jeg har aldrig stjålet noget. Selvom jeg voksede op i en fattig landsby, har jeg aldrig villet bringe skam over min familie og mit samfund. Det er forskellen på min generation og min søn og hans venner. De forstår ikke den arabiske tradition,« pointerer han.

Hameds søn begyndte sin hårde kriminelle løbebane i en tidlig alder. Som 14-årig var han med i et væbnet røveri mod et posthus.

Siden da er det blevet til adskillige andre grove røverier. For et år siden blev Adel idømt en ungdomssanktion, men det har ikke hjulpet. Tværtimod. Han er stukket af fra adskillige institutioner og opholdssteder, og under flugtforsøgene er det blevet til et utal af nye røverier. I dag sidder Adel varetægtsfængslet. Han er sigtet for endnu et røveri. Men selvom sønnens liv har udviklet sig til en sand voldsspiral, vil Hamed ikke tage sin del af ansvaret.

»Jeg kunne ikke have gjort det anderledes for Adel. Jeg har prøvet at lære ham vejen til Allah, men han lytter ikke til mig. Han stjæler, går til ludere og drikker sig fuld - han kender ikke den arabiske tradition,« fortæller Hamed.

Men har den muslimske måde at opdrage din søn på så ikke svigtet?

»Det har intet med religion at gøre. Adel er dansk, og han har lært for meget af det danske samfund allerede. Han drikker sig fuld til hverdag, og han ryger også hash. Han forstår ikke, at danskerne kun gør det i weekenden - til dagligt passer de deres skole og deres job. Adel og hans kammerater vil have fest hver dag. De kan ikke sidde stille. De tror, at »samfundet« drikker sig fuld hver dag,« forklarer han.

Men hvordan kan du bare placere skylden på samfundet?

»Jeg har mistet min ret til at opdrage mit barn, og det er samfundets skyld. I skolen er Adel blevet spurgt flere gange, om jeg slog ham. Mange muslimske børn lyver over for deres lærere. De fortæller, at de bliver slået derhjemme, og så får vi skylden. På den måde mister vi respekten blandt de unge og i samfundet,« fortæller Hamed og ryster opgivende på hovedet.

For den lille libanesiske familie har sønnens forbrydelser ikke kun ramt ofrene. Adels mor er blevet alvorligt syg og lider af psykiske traumer. Hamed selv er også såret.

»Alle forældre vil gerne have, at deres børn er de bedste. Desuden har vi prøvet på at lære ham, at alkohol er dårligt for ham. Han kan ikke styre sig, når han er fuld. Men han lytter ikke. Vi kan ikke lære Adel mere,« siger Hamed.

Og det er tilsyneladende ikke kun familien, der har måttet give op. Da Adel blev idømt en ungdomssanktion, var der ikke nogen institution, der kunne holde på ham. Selv ikke da han blev mandsopdækket i et sommerhus af tre pædagoger, kunne man stille noget. Adel flygtede - kun for at begå endnu et røveri.

»Den ungdomssanktion har været dårlig for min søn. Han har jo ikke fået noget job eller noget at tage sig til. Adel keder sig, når der ikke sker noget - og det gjorde der ikke på institutionerne. Det var derfor, han stak af hele tiden. Adel ville hellere have haft en fængselsdom på tre måneder end en ungdomssanktion, som varer i to år. Det er ikke retfærdigt,« siger faderen.

Hamed og Adel er opdigtede navne. De rigtige navne er redaktionen bekendt.