Svindeltiltalte Britta Nielsens hus i Sydafrika er solgt på auktion ganske billigt, skriver TV2

Den svindeltiltalte Britta Nielsens hus i Sydafrika er solgt på auktion for 200.000 sydafrikanske rand eller 91.480 kroner, betydeligt under det ventede.

Det skriver TV2

De sydafrikanske besiddelser bliver solgt for at skaffe penge tilbage til staten. Britta Nielsen er tiltalt for at have svindlet for over 100 millioner kroner.

Det var før auktionen forventet, at huset ville kunne hente omkring 1,5 millioner rand eller omkring 690.000 kroner.

Ud over huset er en grund i nærheden også til salg tirsdag, en bil samt en række effekter fra Britta Nielsens hus.

Mandag fortalte kurator for Britta Nielsen, advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, til Ritzau, at auktionen er sidste del af den sydafrikanske del af sagen for hans vedkommende.

- Man kan sætte et flueben på den sydafrikanske del af sagen. Det, man sælger, er det, der er, bortset fra nogle indeståender på bankkonti, sagde Boris Frederiksen.

Nye oplysninger om, hvor der kan hentes flere penge, vil dog blive undersøgt. Derfor vil repræsentanter fra kammeradvokaten også være til stede under straffesagen mod Britta Nielsen, når den begynder 24. oktober.

Indtil videre har Britta Nielsen ifølge Kammeradvokaten ikke samarbejdet om at finde flere værdier i sagen, så statens tab kan mindskes.

- Hun er ikke forpligtet til at tale med kurator. Jeg har ikke indtryk af, at hun har sagt meget til nogen. Vi må se, hvad der kommer frem i straffesagen, siger Boris Frederiksen.

/ritzau/