HK
HK er 22 år.

Har rødder i Pakistan. Kalder sig selv for sprængstofnørd. Har blandt andet arbejdet sort som maler.

Er indpiskeren, ifølge anklagemyndigheden. For nogle år siden blev han religiøs og begyndte at bede fem gange om dagen. Han har deltaget i flere møder hos Hizb-Ut-Tahrir og opsøgt forskellige moskeer i København. Han vendte hjem fra et ophold i Pakistan 30. maj 2007 og har selv erkendt, at han har opholdt sig i Den Røde Moské i Islamabad i Pakistan, men nægter at have været i en decideret træningslejr.

I Den Røde Moské lavede han en afskrift af en bombemanual, som politiet senere fandt gemt i en sofahynde i hans lejlighed. Ifølge PET har radikaliseringen af HK stået på i flere år. I 2005 optrådte han på en mobil-videosekvens, hvor han og nogle kammerater lavede deres egen version af en henrettelse, hvor den nu afdøde Al-Zarqawi skærer halsen over på en ung amerikaner.

I PETs overvågning af hans lejlighed kan man høre HK, der sad på gulvet og rodede med noget, der kunne være kemikalier, mens han sang:

- Accepter min sidste hilsen, jeg er på vej til martyrangreb. Gud er stor.

HK bifalder martyrdøden: - Når du dør for islam, så er det en sandhed, har han forklaret i retten.