Københavns Vestegns Politi meldte tirsdag eftermiddag om massiv kødannelse efter et færdselsuheld på motorring 3.

Uheldet skete i nordgående retning umiddelbart før Frederikssundsmotorvejen i Glostrup.

Tirsdag kort før kl. 18 fortæller vagtchef Lasse Michelsen, at oprydningsarbejdet efter ulykken er afsluttet.

»De var hurtige til at rydde op derude. Den forulykkede bil lå på taget, og det kan til tider være bøvlet. Men det gik ret hurtigt,« siger vagtchefen til B.T.

Det var en mandlig fører, der kørte bilen, og han blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen.

»Men han er umiddelbart okay, ud fra hvad vi har hørt,« siger Lasse Michelsen.

Efter ulykken blev to vognbaner spærret, hvilket skabte en del kødannelse i den københavnske eftermiddagstrafik.

Det meste af køen er nu brudt op, men ifølge vagtchefen kan der være enkelte steder, hvor trafikken ikke glider helt endnu.

»Det kan være lidt restkø derude. Det skete jo midt i myldretrafikken.«

Andre læser også