En 47-årig mand er blevet varetægtsfængslet for afpresning af 50.000 kr.
En række truende sms'er og et krav på 50.000 kr.Det sendte tirsdag eftermiddag en 47-årig mand i varetægtsfængsel indtil 31. maj 2012.
Den 47-årige, der blev fremstillet ved Retten i Roskilde, fortalte, at han havde været medlem af Bandidos siden oktober i fjor, men var derudover ikke synderligt meddelsom.
Dog erkendte han at være afsenderen af en stribe sms-beskeder af truende karakter, som anklager Helle Egelund, Midt- og Vestsjællands Politi, læste op under grundlovsforhøret.
- Han erkendte delvist. Han sagde, at det er rigtig nok, at han har afpresset, men han kan ikke huske, hvad han har sagt, og hvad han har truet med, fortæller Helle Egelund.
Selv om retsmødet foregik for åbne døre, blev den 47-årige rocker fængslet af hensyn til efterforskningen. Det skyldes, at politiet blandt andet skal undersøge, hvorfor rockerens offer blev mødt med et krav på 50.000 kr.
- Det ved han ikke. Han siger, at det bare er nogen penge, der skal opkræves, gengiver anklager Helle Egelund den 47-årige rockers ord.