Hidtil har det ikke været nemt for Nordsjællands Politi at finde ud, hvad der er gået forud for fundene af de to døde, der blev gjort nær Frederiksværk tidligere på måneden. Men nu mener Nordsjællands Politi at have opklaret sagen.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Sagen begyndte den 6. juli, hvor liget af en 29-årig eritreisk mand blev fundet død i Vinderød Skov nær Frederiksværk under ’mistænkelige omstændigheder’. Manden var kvalt ved hængning i et træ.

Da politiet talte med tre personer, der opholdt sig i den afdøde mands hjem, blev de kontaktet telefonisk af nogle bekendte, der ledte dem hen til en anden adresse på Vinderød Enghavevej. Derinde fandt de liget af en 27-årig eritreisk kvinde. Dræbt af knivstik.

Opkaldet kom fra otte andre eritreere, som stod uden for rækkehuset og kunne se den afdøde kvinde gennem husets vinduer.

I timerne efter blev i alt 11 eritreere anholdt, hvoraf de otte, der opholdt sig i rækkehuset, hvor kvinden blev fundet dræbt, blev sigtet for drabet. De blev dog alle løsladt dagen efter, og sigtelsen mod dem bliver nu frafaldet.

Det sker efter en række tekniske undersøgelser har kunnet konkludere, at der er tale om en tragisk hændelse, hvor kvinden først er blevet dræbt af manden, hvorefter han har begået selvmord i skoven.

De tekniske spor i rækkehuset, hvor den døde kvinde blev fundet, har vist, at den nu afdøde mand var til stede i tiden omkring kvindens død. Der er ikke fundet spor, der antyder, at der har været andre personer til stede i rækkehuset på gerningstidspunktet.

»De anholdte har ikke haft viden om den nu afdøde mands hensigter, ligesom de kontaktede os straks efter, de opdagede, at kvinden var død,« fortæller leder af personfarligkriminalitet i Nordsjællands Politi, Henrik Gunst.

Artiklen fortsætter under billedet.

Efterforskningsleder Henrik Gunst har tidligere fortalt, at meget tyder på en sammenhæng mellem de to dødsfald:

»Netop fordi de havde samme alder, boede i samme geografiske område og var fra samme land. Men vi kan ikke udelukke noget,« har efterforskningslederen tidligere udtalt til BT.

Nordsjællands Politi ønsker dog ikke at kommentere de to afdødes relation til hinanden eller motivet til drabet.

»Da vi har at gøre med en utrolig tragisk hændelse, ser vi ingen grund til at gå yderligere i detaljer med forløbet,« slutter Henrik Gunst.

De pårørende er underrettet.