En lille pige var kun få uger gammel, da hendes far ad to omgange i januar klemte hende så hårdt, at hun brækkede ti ribben og fik to brud på sin ene skinnebensknogle.

Det erkendte pigens far, en 28-årig mand fra Nyborg, torsdag formiddag under et retsmøde ved Retten i Svendborg.

Her blev han idømt halvandet års ubetinget fængsel for mishandling og legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Ifølge den 28-årige, som har været varetægtsfængslet siden 29. januar, foregik episoderne i en lejlighed i Nyborg, hvor han boede sammen med pigens mor, hendes søn og deres fælles nyfødte datter.

Her var han nogle gange alene med pigen i stuen, mens hendes mor sov i et værelse ovenpå.

Og nogle gange kunne han ikke få datteren til at stoppe med at græde, som det var tilfældet ved en af de to episoder, hvor hun havde grædt i omkring tre kvarter.

Derfor klemte han hende hårdt ind mod kroppen.

»Det var for hårdt,« forklarede han i retten og sagde, at han i situationen tænkte, han var gået over grænsen.

Alligevel skete det to gange med det resultat, at pigen fik flere blodunderløbne mærker på benene, en fod og en arm, ligesom hun fik to brud på venstre skinnebensknogle, brud på fire ribben i højre side og brud på seks ribben i venstre side.

I retten var pigens mor mødt op, og både hun og den 28-årige var tydeligt berørt af situationen.

Flere gange måtte den 28-årige holde lange pauser i sine svar, ligesom han undervejs måtte tørre øjnene.

Han forklarede, at den lille pige var et ønskebarn, og at han længe havde set frem til at blive far, men at han også var presset på grund af det store ansvar og den nye omvæltning.

Blandt andet, fordi hans kæreste – pigens mor – indimellem havde det svært psykisk.

Samtidig kunne han godt blive frustreret, når datteren ikke ville stoppe med at græde.

»Jeg ved ikke lige, hvad der slår klik for mig, men jeg bliver så frustreret, at jeg klemmer ind mod brystet,« forklarede han i retten.

Da han efterfølgende opdagede mærker på datterens ben, gjorde han selv sin kæreste opmærksom på det. Han var ikke klar over, at han selv var skyld i dem.

»Først tænker jeg, at det faktisk er en eller anden sygdom. Jeg tænker ikke, det er sammenklemninger, fordi det har en underlig farve.«

Sidenhen kunne han godt regne ud, hvor de kom fra.

Ifølge den 28-årige skete de to episoder med fire-fem dages mellemrum, hvilket stemte overens med den retsmedicinske undersøgelse af pigen.

Undersøgelsen viste, at hendes skader var resultat af stump, ukarakteristisk vold fra mere end én voldsepisode, da to af bruddene på ribbenene var ældre end de øvrige brud.

I dommen over den 28-årige lagde retten blandt andet vægt på, at han som primær omsorgsperson to gange havde forvoldt stor skade på et forsvarsløst barn, der kun var omkring en måned gammel.

Omvendt blev der også lagt vægt på, at han ikke var tidligere straffet, og at barnet ikke havde været i livsfare.

Derfor blev dommen halvandet års ubetinget fængsel.

Den 28-årig modtog dommen, men ønskede at kære afgørelsen om fortsat varetægtsfængsling.

Sagen kørte som ren tilståelsessag og foregik uden domsmænd.