Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

BT sætter i en serie fokus på dansk politi, og politiets ageren

Det var i begyndelsen af november. Vintermørket var for længst faldet på, og den 24-årige Lise Rasmussen lå i sin seng og sov, da det pludselig bankede på døren. Det var en rolig banken. Bortset fra tidspunktet indikerede intet, at noget var galt, før den spinkle kvinde åbnede døren, kun iført undertøj.



- I det samme jeg åbnede, så jeg en pige, som sprang frem mod mig. Hun prøvede at presse sig ind i lejligheden, men jeg strittede imod. Jeg reagerede helt instinktivt. Så kom der to mere, som havde stået i mørket ude i opgangen. Det føltes som om, vi stod der og kæmpede og tumlede rundt i lang tid. Så mærkede jeg pludselig, at det brændte på brystet, fortæller hun.

Ville have kontanter

Lise Rasmussen havde fået stød med en strømpistol– en såkaldt tazer – og måtte overgive sig. Hun væltede fortumlet ind i sin lejlighed, hvor hun kun kunne se til, mens de tre røvere gennemgik hendes ting. De ville have kontanter, men der var ingen. I stedet tog de et spejlreflekskamera, tatoveringsudstyr og en taske med nyt tøj, inden de stak af. I alt var der tyvekoster for cirka 16.000 kroner.


Skriv til tnk@bt.dk, hvis du er blevet udsat for politisvigt

Chokeret og fysisk forkommen ringede Lise Rasmussen nu til politiet. Da røverne var gået, brugte hun ikke 112, men fandt nummeret direkte til den lokale station på nettet. Hun genkendte to af røverne, fortalte hun chokeret. De var begge fjerne bekendte fra samme by, som hun tidligere havde haft stridigheder med. Kvinden i den anden ende af linjen lovede at sende en patrulje og få en efterforsker til at ringe, husker Lise Rasmussen.

Havde ikke tid

Tiden gik dog, og intet skete. Tre timer efter det første opkald ringede hun derfor efter eget udsagn selv tilbage. Hun ville vide, hvor hjælpen blev af.

- Nu sagde de så, at de ville kontakte mig dagen efter, fordi der ikke lige var nogen, der havde tid i dag. Og så bad de mig om at tage på skadestuen, så der blev lavet en rapport om mine skader, fortæller hun.

På det lokale hospital registrerede lægerne brandsår fra strømpistolen på højre bryst og en række blødende stik- og snitsår i Lise Rasmussens hovedbund. Hun var blevet stukket med en fjerkræsaks under kampen i entreen, uden selv at opdage det i kampens hede. Hun var chokeret og havde hjernerystelse.

I dagene efter det dramatiske røveri ændrede chokket karakter. Fra alene at være forbundet til overfaldet, begyndte det også at rette sig mod politiet. For den 24-årige kvinde fik langtfra den hjælp, hun havde forventet.

Ifølge Lise Rasmussen hørte hun intet fra politiet dagen efter overfaldet, som det ellers var lovet. Hun ringede og rykkede for svar, men fik nu at vide, at sagen slet ikke var blevet registreret. Det skulle der rettes op på, og så skulle hun tale med en navngiven medarbejder, lød det. Han var dog ikke på arbejde den pågældende dag. Efter endnu et par dage uden respons, skrev den unge kvinde en formel klage til politikredsens ledelse. Hun gjorde rede for forløbet og sin utilfredshed, og så skete der endelig noget. Men ikke det, hun havde regnet med, fortæller hun med en tydelig snert af bitterhed.

Vrede betjente
- Der kom to kvindelige betjente og bankede på hos mig. De var vrede og skældte mig nærmest ud, fordi jeg havde skrevet en klage. Det kunne jo få dem i problemer, og de havde altså meget travlt, forklarede de. Og så sagde de, at jeg i øvrigt heller ikke kunne bevise noget. Hvis der var fingeraftryk og den slags, kunne de jo stamme fra andre lejligheder, når jeg kendte røverne fra tidligere. Jeg var fuldstændig paf, og det endte faktisk med, at jeg accepterede at trække klagen tilbage, siger Lise Rasmussen.

Siden skete der intet i sagen, og i dag – halvandet år senere – er den unge kvinde stadig dybt påvirket af røveriet og den efterfølgende behandling hos politiet. Hun har forladt byen, hun boede i, og levede længe i skjul af frygt for sine overfaldsmænd. I dag har hun fået konstateret posttraumatisk stress og ser helt anderledes på politiet end før den traumatiske novemberdag, der ændrede alt.

- Hvis jeg en dag virkelig får brug for hjælp, så ved jeg ikke, om det er politiet, jeg vil ringe til. Jeg tror ikke længere på, at de kommer, eller at de overhovedet tager mig seriøst. Men hvad skal man så gøre? Jeg er ikke sikker på, at det vil ende godt, siger hun.Lise Rasmussen er et opdigtet navn. Den unge kvindes rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Her er politiets svar: Kan ikke finde sagen
Hos Sydøstjyllands Politi oplyser pressemedarbejder Ulla Kaspersen, at man trods en grundig eftersøgning ikke har kunnet finde notater eller lignende, der beskriver Lise Rasmussens første henvendelser vedrørende det beskrevne hjemmerøveri.

Derfor kan beskyldningerne om manglende respons ikke kommenteres. Politiet har dog fundet en kopi af den klage, som den unge kvinde sendte få dage efter overfaldet.

Ifølge Ulla Kaspersen er i forbindelse med klagen noteret, at Lise Rasmussen selv trak klagen tilbage, hvorfor behandlingen af både klagesagen og røveriet blev indstillet.

Såfremt der har været tale om misforståelser mellem Lise Rasmussen og Sydøstjyllands Politi, er det beklageligt, lyder det i en e-mail fra politikredsen.

Andre læser også