En 23-årig kvindelig løber blev ved 16-tiden ramt frontalt af en lastbil i Nibe i Nordjylland. Hun døde en time senere på Aalborg Sygehus.

Ulykken skete klokken lidt før klokken 16, da den unge kvindelige jogger pludselig løb ud foran en lastbil.

- Hun overser fuldstændig lastbilen, og bliver alvorligt kvæstet. Hun bliver med det samme kørt til Aalborg Sygehus, hvor hun kl. 17.01 døde som følge af alvorlige kvæstelser i hovedet, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

I lang tid kunne politiet ikke identificere kvinden, men onsdag aften fandt man ud af, at hun var 23 år år og fra København. Kvinden, der var på familiebesøg i Nibe, var ude at jogge, da hun på Aalborgvej ved Sygehusvej løb ud foran lastbilen.

- Hendes mor rettede henvendelse, da vi efterlyste pårørende til kvinden gennem pressen. Hun var oppe og identificere sin datter på hospitalet, oplyser vagtchefen.

Den mandlige lastbilchauffør blev efterfølgende afhørt, inden han blev bragt til skadestuen for at få krisehjælp.

- Han har det meget dårligt. Han er i chok, men som det ser ud, så er han helt uden skyld i ulykken . men det kan dog ændre sig, hvis vores efterforskning viser noget andet.. Bremsesporene på vejen viser, at han har prøvet at bremse, men det var forgæves. Vi har nu taget lastbilen ind til undersøgelse, men det er normalt i denne slags alvorlige sager, siger vagtchefen.