Haas-teamchef Günther Steiners mediebriefing op til det britiske grandprix i Silverstone var usædvanlig velbesøgt.

Og de mange journalister var ikke kommet for at høre om teamets dækproblemer eller Steiners forudsigelser for weekenden.

Det handlede om den Twitter-meddelelse fra titelsponsor Rich Energys officielle konto, der sent onsdag opsagde samarbejdsaftalen.

Men sagen er tydeligvis kompliceret.

Haas-bossens mediebriefing var meget velbesøgt af medierne.
Haas-bossens mediebriefing var meget velbesøgt af medierne. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Sorry, guys: Jeg ville gerne kunne fortælle mere, men det er ikke muligt. Jeg vil ikke sætte nogen i en dårlig situation. Jeg kan bekræfte, at de (Rich Energy, red.) har deres mærker på bilen i denne weekend.«

»Og hvad der sker resten af året, må vi så finde ud af. På grund af den økonomiske aftale mellem os kan jeg ikke sige mere. Så ikke flere spørgsmål, please,« sagde Steiner.

Steiner indrømmede dog, at Rich Energys tweet havde overrasket ham.

»Men det er sådan noget der sker – det er en del af mit job, at tage mig af den slags. Det er ikke noget, der holder mig vågen om natten.«

Fra andre kilder i teamet forstår B.T. at det var Rich Energys chef, William Storey, der stod bag den overraskende tweet.

Storey er angiveligt ikke længere en del af hverken teamet eller energidrik-firmaet, og Haas og Rich Energy forsøger nu at finde en måde at fortsætte samarbejdet på.