Forvirring – på et højere plan end nogensinde.

Dét må være konklusionen på Haas-teamets første træningsdag til Tysklands Grand Prix i Hockenheim, hvor man indsatte hele tre ganske forskellige versioner af VF19-modellen.

Romain Grosjean kørte hele dagen den oprindelige version fra sæsonstarten i Melbourne, Kevin Magnussen startede dagen med den update, der blev introduceret i Barcelona i maj, inden han skiftede over til en helt ny update udviklet til Hockenheim.

Resultat: Grosjeans ’forældede’ bil var på sjettepladsen hele 1,3 sekund hurtigere end Magnussen på 18.-pladsen. Eller med andre ord: De updates, der er brugt hundredevis af arbejdstimer og millioner af kroner på at udvikle, ser ud til kun at have gjort VF19 langsommere.

»Det er svært at drage konklusioner – bortset fra at det ikke så godt ud. Det er lang vej før vi kan få det her vendt rundt,« sagde Magnussen efter endnu en frustrerende dag.

Danskeren ville rigtig gerne vende tilbage til den oprindelige VF19-version, som Grosjean kører med.

»Jeg manglede jo sindssygt meget i forhold til den gamle bil.«

»Men vi kan ikke skrue min bil tilbage til Australien, for det er en fuldstændig anden bil. Måske kan det lade sig gøre inden Ungarns Grand Prix i næste weekend,« sagde han.

Kevin Magnussen under fredagens træning.
Kevin Magnussen under fredagens træning.
Vis mere

Først i løbet af natten tages der stilling til, hvilken af de to update-versioner Magnussen kører med resten af weekenden.

»Den nye ’Hockenheim-update’ føles ærligt talt ikke særligt anderledes end ’Barcelona-updaten’, så det er noget vi først tager stilling til i løbet af aftenen, når vi har studeret alle data.«

»Forvirrende - og ikke hvad vi havde håbet på« var Kevin Magnussens sammenfatning at fredagen i Hockenheim. Og et godt bud på Årets underdrivelse i Formel 1.

Ferrari, der endnu ikke har vundet løb i 2019, dominerede træningen med Charles Leclerc en tiendedel hurtigere end Sebastian Vettel.