Kevin Magnussens fantastiske kvalifikation på Red Bull Ring, blev efterfulgt af et nyt, frustrerende løb bagerst i feltet.

Det er desværre tydeligt, at Haas-ingeniørerne endnu ikke har knækket koden til Pirellis 2019-dæk. Magnussens femteplads under kvalifikationen var mere udtryk for danskerens evner bag rattet end for fremskridt med VF19´eren.

Haas kom til Østrig efter dét teamchef Guenther Steiner kaldte ’vores værste weekend nogensinde’ i Frankrig, og i desperation forsøgte man sig på Red Bull Ring med et set-up, der i teorien var helt forkert: Man startede med den high-downforce opsætning, man havde brugt i Monaco.

Nu er der bare markant forskel på Monte Carlos smalle, langsomme sving og Red Bull Ring´s brede højfarts-kurver. Men i erkendelse af, at ikke ret meget havde virket i Frankrig bare fem dage tidligere, forsøgte man sig alligevel med high-downforce set-uppet i Østrig. Det vidste man i det mindste havde fungeret – selvom det var på en helt anden type bane.

Kevin Magnussen, Romain Grosjean og Haas-boss Guenther Steiner.
Kevin Magnussen, Romain Grosjean og Haas-boss Guenther Steiner. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Det viste sig så også at være ok til kvalifikationen på Red Bull Ring. På kort sigt var det naturligvis en lettelse, og Magnussens femteplads gav hele Haas-lejren (med undtagelse af Romain Grosjean!) tiltrængt selvtillid.

Men udviklingen i løbet og en analyse af omgangstiderne afslører, at der ikke er tale om en langtidsholdbar løsning.

Det høje downforce-niveau giver godt vejgreb i svingene, men hæmmer topfarten på langsiden – og det er her, overhalingerne grundlægges.

Red Bull Ring er opdelt i tre sektorer. Den første sektor består primært af banens længste langside, og her var Magnussen og Grosjean under kvalifikationen henholdsvis tredje- og anden-langsomst.

Anden sektor er en kombination af banens anden langside og et par hurtige sving, og her lå Haas-kørerne midt i feltet.

Den sidste sektor består mest af hurtige kurver, og det var her Magnussens fantastiske femteplads blev grundlag. Kun Charles Leclerc, Lewis Hamilton, Valtteri Bottas og Max Verstappen var her hurtigere end danskeren.

Topfartsmålingerne fra kvalifikationen afslørede også, at Haas VF19 med det set-up der blev brugt Red Bull Ring, var håbløst langsom, når det gik lige ud.

Det er målinger, der står i skærende kontrast til Ferraris topfart: Med samme motor men et markant anderledes setup, toppede Leclerc samtlige topfartmålinger under kvalifikationen.

Foto: Lisi Niesner
Vis mere

Da løbet kom i gang, var det tydeligt, at Haas-bilerne manglede både race-pace og topfart. Magnussen mistede i løbets indledende fase masser af placeringer til konkurrenter, der nærmest åd ham på langsiden. Og i resten af løbet var han frustreret over Haas-racerens evne til at udnytte dækkene.

Kevin Magnussen femteplads under kvalifikationen i Østrig var en af 2019-sæsonens hidtil flottese omgange. Det overskyggede i høj grad det svage løb, så jeg beklager, hvis jeg tager illusionerne fra K-Mags mange fans:

Haas-teamet står stadig i grød til halsen.

Peter Nygaard er B.T.´s Formel 1-korrespondent