Det danske Formel 1-håb Christian Lundgaard har sikret sig det bedst mulige udgangspunkt i jagten på motorsportens kongeklasse.

Det erfarer B.T.

Således fortæller troværdige kilder, at Christian Lundgaard i 2020 kører Formel 2 for talentfabrikken ART Grand Prix.

Nyheden om Christian Lundgaards aftale med ART Grand Prix er endnu ikke bekræftet, men den skulle altså være god nok.

Christian Lundgaard debuterer allerede i Formel 2, der er klassen lige under Formel 1, i denne weekend, hvor han gæsteoptræder for Trident-teamet i Abu Dhabi.

Efterfølgende er det planen, at Christian Lundgaard tester Formel 2-raceren hos ART Grand Prix og derefter offentliggøres aftalen om 2020 på et endnu ukendt tidspunkt.

Her er det nemlig op til Christian Lundgaards arbejdsgiver, Renault F1 Team, hvornår nyheden om deres akademi-kører skal ud.

Hos ART Grand Prix får Christian Lundgaard en særdeles potent teamkammerat at måle sig op imod.

Her har ART Grand Prix allerede bekræftet Ferraris talentfulde akademikører Marcus Armstrong som ny mand i Formel 2-raceren.

Dermed får Christian Lundgaard en af de aller bedste unge kørere at måle sig med internt hos ART Grand Prix.

De to krydsede også klinger i denne sæson i Formel 3, hvor Marcus Armstrong sluttede som nummer to i mesterskabet, mens 18-årige Christian Lundgaard tog 6. pladsen.

B.T. har forhørt sig om Christian Lundgaards fremtid hos hans far, den tidligere danske racerkører Henrik Lundgaard. Han vil dog ikke udtale sig om sønnens fremtidsplaner.