Værten Wendy Williams fra talkshowet af samme navn har søgt om skilsmisse efter mere end 20 år med manden Kevin Hunter, fortæller en af Williams’ venner.

Williams og Hunter har sammen en søn på 19 år, og Hunter er desuden manager for Williams og producer på hendes talkshow ‘The Wendy Williams Show’.

En talsperson fra talkshowet sagde til CNN, at familien har været en del af Debmar-Mercury, som producerer showet, i 10 år, og at de respekterer familien, som ikke ønsker at udtale sig.

Nyheden om skilsmissen kommer i kølvandet på en rørende tilståelse, som Williams kom med på sit show i sidste måned.

»Jeg lever i et ædru hjem. I ved, at jeg har kæmpet med kokain-afhængighed tidligere i mit liv. Jeg tog aldrig på afvænningsklinik,« sagde hun.

Den 54-årige vært fortalte sine seere, at hun ville have, at de skulle kende hele historien, efter hun har haft en periode på to måneders pause, hvor helbredet har været i fokus.

Seerne begyndte at blive bekymret for hende allerede i 2017, da hun besvimede under et afsnit af sit talkshow, og året efter var den gal igen, da hun under et interview havde svært ved at tale forståeligt.

Wendy Williams italesatte rygterne om skilsmisse, da hun vendte tilbage til showet den 4. marts, hvor hun fortalte, at hun stadig elskede sin mand meget højt, og at alle forhold har op- og nedture, men at ægteskabet ikke skulle nogen steder i dette liv.