Der var engang en teenagepige, som fik sit største ønske opfyldt i en alder af 14 år. Hendes forældre, som drev et stutteri i landlige omgivelser, forærede hende en af de dyreste heste herhjemme.
Den var høj og kridhvid - en rigtig barbiehest. Tina, som var pigens navn, plejede og passede den nat og dag, så den følte sig tryg ved hende.
Det blev hurtigt til hendes kæreste eje.
Hvad er dit kæreste eje?
- Det er helt klart Lanthanid. Det er min allerførste hest, som mine forældre købte til mig, da jeg var 14 år. Jeg ved ikke, hvad den kostede, men jeg ved, at den var helt vildt dyr, og at de ofrede utrolig meget bare for, at jeg kunne få den hest. Siden er jeg blevet danmarksmester, nordisk mester og europamester på den.
SE BILLEDERNE: Her er Tina Lunds nye liv som papmor
SE BILLEDERNE: Tina Lund - Danmarks smukke hestepige
Hvad betyder den for dig?
- Alt. Det var jo en helt utrolig gave at få. Og den største jeg har fået. Det var jo en rigtig barbiehest.
Den er så flot og helt hvid. Man føler sig som en prinsesse, når man ridder på den. Det var en helt utrolig oplevelse at ride en tur på den første gang.
Hvorfor lige dén hest?
- Det var kærlighed ved første blik. Vi klikkede bare med det samme, og vi passer bare så godt sammen.
Den er lidt ligesom mig. Udadtil er den ret strid og bidsk, men når først den ved, at vi er på samme side, så bliver den simpelthen så kærlig, og den virkelig gøre alt for en.
Lå det i kortene, at du skulle vinde så meget med den?
- Nej, det ved man jo aldrig. Men den blev helt klart købt i den henseende, at jeg skulle blive rigtig god til at ride. Og så skete det jo bare, at vi vandt så meget sammen. Men vi har også haft vores nedture sammen, og det er jo derfor, den betyder så meget for mig. Alt det vi har været igennem med skader og uheld. Det har virkelig bragt os tæt sammen.
Hvad er det bedste minde I har sammen?
- Det største var nok, da vi blev europamestre sammen. Jeg er den eneste dansker, som er blevet europamester, og den følelse det gav i kroppen, da vi klarede den sidste forhindring var bare helt ubeskrivelig.
Men vi har jo haft så meget sammen gennem 16 år, og jeg har stadig kontakt med den hver dag. Når jeg kommer hen til boksen, så ved den, det er mig, og så gnubber jeg den på hovedet, det elsker den.
Kan du forestille dig et liv uden den?
- Nej, det har jeg virkelig ikke lyst til at tænke på. Den er 21 år nu, og jeg stoppede med at ride konkurrence på den, da den var 18. Selvfølgelig ved man, at det sker, men det bliver simpelthen så forfærdeligt. Jeg rider jo stadig på den og laver nogle ting med den. Så sent som i november var vi ude og ride opvisning i Hillerød, og det elsker den. Jeg kan godt mærke på den, at den elsker opmærksomhed, for den skyder ligesom brystet frem og gør sig til, når der er tilskuere der kigger. Derfor synes jeg også, det ville være synd, hvis den bare blev sat ind i en stald for sig selv og slet ikke blev redet på.