Forholdet mellem David Cassidy og datteren Katie Cassidy var ikke specielt tæt. Det afslører den afdøde sangers testamente, hvor datteren er gjort arveløs og at David Cassidys sparsomme formue helt og aldeles skal gå til sønnen Beau Cassidy. Det skriver bla norske vg.no.

Da den amerikanske sanger og skuespillers organer til sidst gav op i sidste måned og David Cassidy udåndede, blev det oplyst, at 70'ernes store teenageidol døde fredeligt omgivet af sine nære. Men nu kan internetsitet The Blast fortælle, at sangerens datter den 31-årige skuespiller Katie Cassidy ikke får en krone fra sin far. I David Cassidys testamente står der nemlig udtrykkeligt at hele hans formue skal gå til sønnen Beau Cassidy på 26 år.

»Det er mit udtalte ønske, at ingen af mine værdier skal tilfalde min datter Katie Evelyn Cassidy eller nogen af hendes efterkommere«, som der står i testamentet, David Cassidy fik udfærdiget allerede i 2004.

Den 31-årige Katie Cassidy, der mest er kendt for sin rolle fra en enkelt sæson af tv-serien 'Glamour' er et resultat af et kort forhold, David Cassidy havde til hendes mor, fotomodellen Sherry Bennedon i 1980'erne. Derfor er Katie Cassidy vokset op hos sin mor, og har i sin opvækst kun haft sporadisk kontakt med sin berømte far. Men i slutningen af 00'erne genoptog far og datter kontakten og stillede op til et interview i magasinet People. Her gav David Cassidy udtryk for sine følelser for datteren med disse ord:

»Hun voksede ikke op hos mig. Men jeg vil altid være der for hende«.

Teenageidolet, der satte 70'ernes pigehjerter i brand på grund af sit gode udseende, havde masser af succes fra 1970 til 1977. Men den voldsomme succes fik voldsomme konsekvenser. Ved en koncert i London i 1974 blev 650 tilskuere mast mod scenen, og 30 kom på hospitalet, heriblandt en 14-årig pige, som døde af sine kvæstelser. Dødsfaldet rystede David Cassidy, der besluttede at trække sig fra fanhysteriet og i stedet kastede sig over sangskriveriet.

I 1986 blev han far til Katie Cassidy, men det var først da sønnen Beau kom til verden i 1991 under Cassidys tredje ægteskab, at han tog faderrollen på sig.

Og det mærker datteren Katie Cassidy nu. For selv om David Cassidy tjente mange penge, da han var på toppen af sin karriere, og var aktiv som sanger og komponist til sin død, efterlod han sig kun, hvad der svarer til cirka 1 mio. danske kroner i værdier. Alle pengene går ubeskåret til sønnen.