Peter Mygind faldt om 20 meter fra akutindgangen til hospitalet med blodpropper i begge lunger i februar.
Han vidste, at det var en blodprop. Smerten i benet var den samme som ved de to forrige. Som en fibersprængning eller et skud, der »baduff« rammer i læggen.
Første gang kom smerten to skridt efter, at han landede på dansk jord i et fly fra Thailand. Anden gang var den fremprovokeret af en flad, hård ishockey-puck. Men den søndag i februar kom smerten over natten. Han havde ikke lavet noget særligt, men vågnede om morgenen, genkendte den og ringede til akuttelefonen.
Læs også:
»Lægen i den anden ende bliver bekymret og vil indlægge mig. »Jamen, det er jo bare en blodprop i benet,« siger jeg. »Jeg har prøvet det før. Jeg skal bare op på Gentofte og have taget en blodprøve.« Det er nemlig i blodprøven, man kan måle det,« forklarer Peter Mygind.
»Er du sikker, spørger lægen. Ja ja, fuldstændig.«
Læs også:
Læs også:
Mygind får en tid fire timer senere. Men smerten tager til, og han beslutter, at han hellere må få det undersøgt hurtigere. Hustruen Lise Mühlhausen er i Aalborg som værtsredaktør i DR efter Melodi Grand Prix-finalen. Parrets yngste søn, Valdemar, er ikke hjemme, og Julius, den ældste, bor ikke hjemme længere. Så svigermoderens kæreste sætter ham af ved hospitalet og bliver sendt hjem igen.
Læs også:
»For jeg har det okay,« siger Peter Mygind.
Han går roligt mod akutindgangen, men 20 meter før døren, mærker han, at det knækker for ham. Han falder om.
»Jeg når ikke at tælle til tre. Det går simpelthen så hurtigt. Hvis det var sket herhjemme, så havde jeg ikke kunnet ringe 112,« siger han.
Læs også:
Læs også:
Alt bliver sort, og han hører ikke noget.
»Den sidste tanke, jeg har, er, at jeg skal kaste min krop ind ad akutindgangen og råbe hjælp. For jeg vidste, der var hjælp lige inde på den anden side af døren. Der stod et helt personale.«
Heldigvis er en læge på vej hjem efter en aftenvagt. Han ser den 192 cm høje skuespiller falde, cykler direkte derhen og mærker ingen puls.
»Jeg var død. Det er det, det hedder. Det er så mærkeligt at sige,« fortæller Peter Mygind.
Lægen banker løs på hans brystkasse og råber hans navn. Peter Mygind er væk i 30 sekunder eller et minut, men han vågner op igen midt i den scene.
»Jeg græder, jeg er i chok, og jeg får sagt, at jeg er sikker på, at det er en blodprop i lungen. Jeg vidste jo, at det kan være konsekvensen af en blodprop i benet, og jeg vidste jo også, at det var farligt, hvis den røg op i lungen.«
Han bliver efterfølgende indlagt og ryger meget hurtigt til scanning. Scanneren viser ikke bare én blodprop i lungen, men mange i begge lunger.
Peter Mygind ser alvorlig ud på den anden side af køkkenbordet, og han taler alvorligt. Vi sidder i hans hjem i Charlottenlund. Der er store vinduer, åbne rum og højt til loftet. Han kalder huset et »familyhouse«. I stuen bor familien Mühlhausen Mygind, ovenpå bor svigermekanikken og et hold gode venner. De spiser sammen fem eller seks gange om ugen og passer på hinanden, hvis nogen i huset ligger syg.
De mange mennesker blev en hjælp, da Peter Myginds tal efter to dage så fine ud, og han blev udskrevet fra hospitalet med en recept på blodfortyndende medicin.
»For mig var det bare vigtigst, at der var nogen omkring mig,« siger Peter Mygind. »Jeg havde angst for, at jeg skulle falde om igen.«
»En aften, hvor jeg var alene hjemme, tænkte jeg, nu sker det. Nu dør jeg igen. Nej, jeg kunne næsten ikke trække vejret, jeg kunne ikke få luft ned, hvornår skal jeg ringe 112, skal jeg ringe?« beskriver han stakåndet.
»Bare når jeg gik over og hentede et rugbrød hos min bager, kunne jeg være bange for at falde om, og at ingen ville se mig,« siger han.
Hverken han selv eller lægerne kan forstå, hvorfor de blodpropper rammer ham. En 51-årig, slank og sund mand, der laver sine daglige morgenøvelser, spiser fiskeolie og hverken har åreforkalkninger, er arveligt betinget eller stresset.
»Men jeg må bare acceptere det, og det er jo også vigtigt at kunne. For hvis man ikke accepterer det, så kan man leve med en evig frustration over, hvorfor man lige blev ramt. Men der er ikke noget at gøre. Den må man bare æde,« siger Peter Mygind.
Og det er hverken en opgave for lægen, for hans kone eller hans venner at gøre noget ved angsten, konstaterer han, der i køkkenet.
»Det er en offermentalitet, som jeg arbejder med ikke at ville have. Jeg er selv ansvarlig for at gøre noget ved det,« siger Peter Mygind.
Derfor gik der ikke længe, fra han var udskrevet, til han kontaktede en kognitiv psykolog. Og så dyrker han tankefeltterapi, når angsten rammer ham. En teknik, hvor han banker på såkaldte panikpunkter på hånden, mens han trækker vejret dybt. Noget der ifølge tilhængere af terapiformen kan behandle bl.a. panikanfald.
»Jeg vidste bare, at jeg skulle have værktøjer til at deale med den angst. For hvis sådan en angst først får lov at gro fast og bundfælde sig, så kan det være rigtig svært at komme ud af den. Så er det angsten, der styrer ens liv,« forklarer han.
»Det hæmmede mig jo så meget, at jeg næsten ikke turde gå ud af min dør. Men jeg vidste jo, jeg skulle ud af døren. Jeg skulle overskride mig selv, og det var kun mig, der kunne tage den beslutning i sidste ende.«
Det handlede om at insistere på at leve videre. Insistere på at holde foredrag igen to uger efter blodproppen og tage på en længe planlagt herretur bare tre uger efter, at han lå livløs foran hospitalet. Konen sagde »kul på, skat« og han og to venner tog fem dage til St. Anton på ski.
»Den skitur betyder vildt meget for mig rent psykisk. At sidde der hver dag med to af mine rigtig gode venner og tale om livet, angsten og kærligheden. Det var sådan helt terapeutisk,« fortæller han.
»Vi boede på et pensionat og den østrigske pensionsværtinde siger efter tredje aften: »Aldrig har jeg set tre mænd snakke så intenst. I griner, men I er også meget alvorlige, og jeg har set dig græde flere gange.« Og det gjorde jeg flere gange spontant, når jeg blev rørt over, at jeg lever, og jeg har det godt.«
Det var også i St. Anton, han vandt over et angstanfald i stoleliften på vej op til toppen af løjpen. Han klarede den tynde luft, de fysiske udfordringer og fadøllene, der hører sig til.
»Der mærkede jeg jo, at jeg lever. Det virkeligt sådan et: »Hey, Mygind, du er sund og rask – eller ja, så rask som du nu kan blive. Du kan gøre alt det, du vil. Det er bare den deroppe, du skal have styr på«,« siger han og dunker pegefingeren mod hovedet.
Han gennemførte ti behandlinger hos psykologen, og fremskridtene kom lidt efter lidt. Men i dag, et halvt år efter blodproppen, fylder frygten ikke lige så meget, som den har gjort. Faktisk er den snart nede på nul, som han siger.
Han betegner stadig sig selv som den livsnyder, han var, før han blev vækket af slagene i brystkassen.
»Ordet taknemmelighed er noget, jeg har gået og sagt i 12 år, og ydmyghed er ikke noget nyt for mig. Min kone og jeg er sindssygt gode til at leve livet. Vi gør ting, der gør os glade, og vi er begge to nysgerrige på at møde nye mennesker. Vi tager på Smukfest og på Roskilde sammen og møder en masse mennesker, hører musik og drikker dejlige drinks. Vi tager på rejser med vores børn og rejser hver for sig. Vi gør faktisk rigtig mange livsbekræftende ting,« siger Peter Mygind.
»Så der er intet, jeg har villet lave om. Jeg er bare blevet mindet om, hvor skrøbeligt livet er, og hvor hurtigt livet kan forandre sig,« fortæller han.
»Hvis min engel ikke var cyklet forbi og reddede mig, så havde jeg måske ligget der og nogle havde fundet mig en halv time efter.
Men det har ikke forandret mit forhold til døden, for det er så uvirkeligt og helt mørkt. Der skete ikke en skid i de sekunder, jeg var væk, og jeg føler mig sund og frisk,« siger Peter Mygind.
»Men oplevelsen vil altid være en del af mig. Og nu er jeg jo ikke en, der sætter mig ned og ikke siger det til nogen. Jeg taler om det her, jeg tager det op i mine foredrag og siger det højt og tydeligt. Jeg er faktisk i dialog med et produktionsselskab om at producere nogle programmer om angst. Og det er for at inspirere andre til at tænke over, at man kan vælge at være offer eller kriger i sit liv: Ofre lægger sig ned og venter på, at nogen hjælper dem. Krigere bliver stående på deres ben.«
Men netop som Peter Mygind var ved at komme ovenpå igen, fik familien sig en anden ubehagelig oplevelse. På en solrig lørdag midt i juni, mens Peter Mygind har venner på besøg, ringer telefonen. Lise Mühlhausen er faldet om med et krampeanfald i Grækenland, fortæller hendes to veninder. Det var få dage før Peter Myginds premiere på teaterforestillingen »Det gør kun ondt én gang«.
»Jeg panikker jo fuldstændig og kan ikke være i mig selv. Man har bare lyst til at gøre noget lige med det samme, så jeg begynder at kigge på flybilletter, men der var ikke nogle direkte. Jeg ringer til SAS, og alt var udsolgt om søndagen.«
Mandag kommer han af sted, velvidende at det måske går ud over premieren om onsdagen.
»Jeg måtte bare ned til hende, og så måtte jeg sige til mine skuespillere og min teknikafdeling, at de måtte klare det selv. Der er ting, der er vigtigere her i livet.«
Scanneren fandt ingenting på hjernen, og lægerne har endnu ikke fundet grunden til Lise Mühlhausens kramper. Hun har ingen fysiske eller psykiske men efter anfaldet, og familien takker i dag den rejseforsikring, som sendte Lise Mühlhausen hurtigt fra det gældsplagede offentlige hospital til et privathospital, og derudover fløj en læge til Grækenland, som kunne sidde ved siden af hende hele vejen hjem fra Athen.
Peter Mygind tror, at hans reaktion var stærkere, fordi han selv lige havde været ved at miste livet.
»De gamle traumer blev aktiveret. Hvis man kiggede ind i min hjerne, ville man sikkert kunne genkende min bekymring for mit eget liv. De der små ting lagrer sig jo, og når noget tricker det, så kan der godt dukke en gammel angst op, selv om det er en anden form for angst, man oplever i øjeblikket.
Kunsten er jo, ikke at lade det eksplodere, men i stedet omfavne sin angst og tage den alvorligt,« siger Peter Mygind.
Han har affundet sig med, at han må tage blodfortyndende medicin resten af sit liv for at forhindre en fjerde blodprop. Han har også affundet sig med, at angsten måske aldrig finder ned på det niveau, som før den søndag i februar.
»Angsten har styret mig i en kort periode, men så fik den heller ikke lov til mere. Den må gerne være der, bare den ikke styrer mit liv.«
