På dagen, hvor popkongen ville være fyldt 51 år, genopstår han for en stund på Londons O2-arena, hvor han efter planen skulle have givet en lang række koncerter.

Lørdag den 29, august ville Michael Jackson være fyldt 51 år.

Hans fødselsdag får dog ikke lov at gå i glemmebogen til trods for hans død.

På O2-arenaen i london, hvor popkongen skulle have givet en række koncerter med start i dag, bliver der afholdt en koncert den 29. august, hvor et hologram af Jackson i naturtro størrelse vil blive projiceret op på scenen og udføre nogle af de numre han skulle have optrådt med.

Det skriver BANG Showbiz.

Sammen med hologrammet vil Michael Jacksons dansetrup, som han øvede med blot to dage før sin død, optræde på scenen.

Samtidig lyder rygterne, at hans børn Prince, Paris og Blanket vil dukke op på scenen sammen med Jacksons store søskendeflok, præcis som det skete ved mindeceremonien i Staples Center i tirsdags.

Også 12-årige Shaheen Jafargholi, der har deltaget i tv-programmet 'Britain’s Got Talent’, skal efter sigende optræde ved koncerter med et Jackson 5-medley.

AEG-promotoren Randy Philips, der stod bag Michael Jacksons O2-koncerter, mener det er vigtigt, at folk får mulighed for at se, det han selv kalder et 'utroligt show'.

Tidligere på måneden sagde han således:

- Det ville have været - hvilket er den egentlig tragedie her - et af de mest forbløffende shows nogensinde, så på en måde synes vi, at verden skal se noget af det. Jo før, des bedre.