Midt i optagelserne på sine internationale blockbuster-film har den danske skuespiller fundet tid til at tjene store summer på at medvirke i en reklame for Ford

Han er skurken i James Bond-filmen ’Casino Royale’. Han er skurken i biografaktuelle ’Doctor Strange’. Og nu spiller han skurken i en Ford-reklame. I en ny og otte minutter lang reklamefilm hjælper Mads Mikkelsen den amerikanske bilproducent med at sælge sin nyeste SUV – og det gør han bestemt ikke gratis.

I takt med at Mads Mikkelsens navn er vokset, er hans pris fulgt med. Så meget, at han i dag kan tage sig godt betalt for at køre rundt i Kroatien i Fords tjeneste.

Se også: Blinkende lygter: Her er fraklippene du IKKE har set

Det vurderer kommunikations- og brandingekspert Nikolaj Stagis.

»Ukendte fotomodeller kan sagtens få omkring 100.000-200.000 kroner for en kampagne. Når så vi snakker om en fyr som Mads Mikkelsen, tror jeg, at han har fået et beløb på 3-10 mio. for denne europæiske kampagne. Hvis ikke han får et betydeligt beløb for at deltage, er der heller ikke nogen grund for ham til at gøre det,« siger han.

Intet er tilfældigt

Mads Mikkelsen har tidligere lavet reklamer for Storebæltsbroen, Star Tour og BoConcept. Hvor meget han har fået for sin medvirken i de forskellige reklamer, er uvist, men han skal angiveligt have fået 1,5 mio. kr. for at sælge sol og sommer for Star Tour i 2010.

I Fords reklame for sin nye Edge-model optræder Mads Mikkelsen som lejemorderen ’Fantomet’. Han har fået til opgave at tage livet af et ungt par i vidnebeskyttelse, men ender med at redde dem i bytte for deres bil. Og at hovedrolleindehaveren blev Mads Mikkelsen, er ingen tilfældighed, fortæller kommunikationschef hos Ford Danmark Lene Dahlquist.

Godt match

»Mads Mikkelsen passer rigtig godt til lanceringen af den her luksuriøse bil. Han har noget kant, noget lækkerhed, noget Nordic Noir og er meget aktuel i øjeblikket. Og så er han en rigtig god skuespiller,« siger hun.

Lene Dahlquist kan ikke fortælle, hvad Ford forventer, resultatet af Mads Mikkelsens optræden i reklamen bliver, da det ifølge hende er svært at spå om.

Den køber Nikolaj Stagis dog ikke:

»De ved helt sikkert – i hvert fald om nogle måneder – hvad den har været værd. De har med garanti lavet en beregning forud og haft nogle klare målsætninger for, hvor meget omtale dette skal give.«

Af samme årsag er han heller ikke overrasket over valget af Mads Mikkelsen.

»I forhold til manuskriptet er han utrolig velvalgt – han er dog ikke noget synderligt originalt valg. Der har været en tendens igennem de sidste 10 år, hvor man – særligt i USA – har haft store skuespillere til at medvirke i reklamer. Dertil er han meget velkendt i Europa og Vesten.«