Årskavalkade: Lille Holger stjal opmærksomheden på den røde løber til TV 2 show.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Én lille rødhåret stjerne stjal ufrivilligt spotlyset, da et overflødighedshorn af kendte stjerner søndag aften mødte op i Operaen i København. Anledningen var optagelserne af TV 2s kavalkade ’De Største øjeblikke’ over de begivenheder, der bandt os danskere sammen i 2011.

Lille Holger var så populær, at det ikke kun var fotograferne som kæmpede for et billede med den lille knægt. Også de kendte sloges om en plads ved siden af Holger, som slet ikke brød sig om opmærksomheden og gentagne gange kravlede op i sin mors arme.

Lille Holger blev verdenskendt, da han tidligere på året forsvandt fra sine forældre i Nordjylland. Efter en hel nat i skoven blev Holger fundet igen til stor jubel for hele Danmark. Søndag aften blev han så hyldet på scenen.

SE ALLE BILLEDERNE FRA DEN RØDE LØBER: Holger gemte sig i sin mors skørter

Udover Holger troppede alle de store TV 2-personligheder op. Lige fra ’Vild Med Dans’-stjernerne til den nye Weekend Weekend-vært Sara Bro.

Cecilie Frøkjær, Divya Das og Johannes Langkilde bandt årets begivenheder sammen, og den musikalske underholdning blev leveret af bl.a. Aqua, DAD og Rasmus Seebach.

Også Andreas Bo, Peter Tranev og Susanne Bier var at finde på aftenens program, som bliver sendt den 26. december på TV 2.