Som baby sad han på sin fars skød, når han spillede cello og fra niende klasse gik han på musikkonservatoriet. 21-årige Andreas Brantelid har aldrig været i tvivl om, hvad han ville lave, og nu har han fået den ultimative anerkendelse som modtager af Kronprinsparrets Kulturpris 2009.

Mens mange andre unge i hans alder ikke kan få nok af Britneys nyeste dansetrin og moves, vil Andreas Brantelid hellere spille på sin cello.

- Jeg er bare ikke interesseret i det, men jeg kan godt lide andre musik-stilarter som folkemusik, jazz og pop/rock, fortæller den unge musiker, der fik sit første instrument som tre-årig og havde en far, der spillede cello for sin dreng, fra han blev født.

Senere hen slog han et smut forbi musikkonservatoriet, og i dag er Andreas, trods sine kun 21 år, en af Skandinaviens førende cellister og har vundet flere internationale musikkonkurrencer.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at kronprinsparret valgte ham som modtager af den halve million kroner, som deres pris består af. En pris fra Bikube Fonden og som oprindelig var en bryllupsgave til parret.

Og når Frederik og Mary den 19. september vil overrække prisen til det unge talent i DRs nye koncertsal er det ikke første gang, at Andreas møder det kongelige par.

- Jeg har spillet for kronprinsparret flere gange og hilst på dem, siger cellisten, der dog ikke er fuldstændig musiknørd.

- Jeg elsker fodbold, men har desværre ikke så meget tid til at spille for tiden. Til gengæld spiller jeg "Fifa" på min X-box. Meget. Bare spørg min kæreste, lyder det med et glimt i øjet fra Andreas Brantelid, og henviser til 20-årige Sidsel Most, som han bor sammen med i København og som studerer violin på musikkonservatoriet.
Den halve million har han allerede en idé om, hvad skal bruges til.

- Jeg studerer i Frankfurt, så jeg skal bruge penge til de mange rejser frem og tilbage. Jeg vil også bruge nogle penge til vedligedholdelse af mit instrument. Og så skal jeg afbetale på en bue, jeg har købt til min cello.