Matt Fiddes var ven og sikkerhedsvagt for Michael Jackson gennem flere år. I et interview med Sky News fortæller han bl.a. om stjernens pille-misbrug og en hemmelig, kvindelig kæreste.

Endnu en af Michael Jacksons nærmeste er nu trådt frem for at fortælle om tiden med legenden. Matt Fiddes lærte Michael Jackson at kende gennem en af stjernens andre gode venner, Uri Geller, og blev sidenhen hans gode ven og bodyguard. Han fortæller i et interview med Sky News om helt nye sider af popsangeren.

Bl.a. afviser han, at Jackson skulle have været til mænd ved at fortælle, at han ved adskillige lejligheder personligt mødte Jacksons hemmelige kæreste - en kvinde. Uden dog at ville afsløre navnet.

- Jeg vil ikke afsløre, hvem hun er. Men jeg tror, at hans familie var klar over, at der var en person i hans liv, som betød noget specielt for ham, som han elskede og tilbad - og delte sine op- og nedture med. Jeg ved ikke, hvor længe de havde været et par... Det er op til hende, om hun eller familien vil fortælle disse meget private informationer, fortæller den 29-årige englænder, der ejer flere kampsportsskoler. Han mødte Jackson gennem magikeren Uri Geller, som han havde arbejdet sammen med omkring en fitness video. De blev venner, og når stjernen var på besøg i England agerede han som hans bodyguard - dog uden betaling. Jackson klagede over, hvor dyrt det var med sikkerhedsvagterne, hvilket fik Fiddes til at springe til som gratis hjælper.

Matt fortæller, at Uri og han prøvede at holde Jackson væk fra den receptpligtige medicin. Dog uden held - lægerne forsynede ham bare med nye doser, samtidig med at de tog op til 80.000 kroner fra fans, for at de måtte møde deres idol.

- Jeg så ham aldrig tage stoffer, men jeg vidste, at de var der. Både jeg og Uri konfiskerede flere pakker. Og Uri fandt også kanyler i hans værelse... Uri råbte ad Michael, at han skulle stoppe det, men han blev bare skubbet ud ad rummet. Lægerne havde sådan en stor indflydelse på Michael, at vi følte, at alle vores anstrengelser blev overhørt. Jeg mener, at de har Michaels blod på deres hænder. De ved, hvad de har gjort, og der var folk, som kunne have hjulpet og have blandet sig, men undlod af økonomiske årsager.

Matt mener dog ikke, at Michael Jackson tog hårde stoffer.  - Michael Jackson var ikke en narkoman. Der var ingen kokain eller andre hårde stoffer inblandet. Det handlede om receptpligtig medicin og smertestillende midler, så vidt jeg ved. Matt fortæller også, at han aldrig troede på anklagerne om, at stjernen skulle have misbrugt børn. Han stolede endda så meget på ham, at han tillod Michael, at tage hans egne bonusbørn med på shoppingture. - Den fyr var så naiv og tillidsfuld, fortæller han - Vi tvivlede aldrig på Michael. Vi vidste, at han var uskyldig lige fra begyndelsen og at den sande grund til, at de beskyldninger blev fremsagt var motiverede af penge.