I karakteren som toptrimmet PET-chef fik Johannes Lassen sidste år et lille internationalt gennembrud.

Den 39-årige skuespillers præstation i Kanal 5’s dramaserie Gidseltagningen indbragte nemlig prisen for bedste mandlige hovedrolle ved Monte Carlo-tv-festivalen i Monaco, og nu modtager han sød fanpost fra hele verden.

»Serien blev solgt til en masse lande, så nu får jeg fanpost fra lande som England, Japan, Australien og New Zealand. Det er vildt dejligt med så mange tilkendegivelser,« lyder det fra Johannes Lassen, da B.T. møder ham på et pressemøde for anden sæson af Gidseltagningen.

Han blev uddannet skuespiller i 2007 og har haft roller i alt fra DR-serien 1864 til fodbolddramaet Sommeren 92.

Johannes Lassen til gallapremiere på Sommen 92 i 2015. I filmen spillede han forsvarsspilleren Kent Nielsen. Her sammen med kollegaerne Allan Hyde og Gustav Giese.
Johannes Lassen til gallapremiere på Sommen 92 i 2015. I filmen spillede han forsvarsspilleren Kent Nielsen. Her sammen med kollegaerne Allan Hyde og Gustav Giese. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Johannes Lassen, der i sommer blev far for første gang, drømmer om store roller i udlandet, men koncentrerer sig i første omgang om at holde karrieren kørende i Danmark.

Til rollen som den tidligere soldat og PET-chef i Gidseltagningen tog han syv-otte kilo muskler på og trænede med militærfolk for at skabe illusionen om en handlingsstærk terror-bekæmper.

Den første sæson foregik i Københavns metro under Marmorkirken ud for Amalienborg, hvor terrorister havde taget en vognfuld civile til fange.

Johannes Lassen afviser grinende, at optagelserne har ændret hans private forhold til at tage metroen.

Johannes Lassen
Johannes Lassen Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg har ikke fået angst for at køre med metroen. Jeg fulgtes på et tidspunkt med Jakob Oftebro (norsk skuespiller, red.), som også spillede med i første sæson. Vi stod i metroen og døde af grin, da det gik op for os, hvor absurd det var, at vi kørte med den sammen lige efter indspilningerne.«

I den nye sæson af Gidseltagningen, der har premiere til foråret, foregår det ombord på en færge imellem Danmark og Sverige. Heller ikke denne omgang har han fået traumer over at lege politi og terrorister på et stort skib.

»Haha, nej, så ville jeg jo til sidst slet ikke kunne bruge nogen transportmidler.«

Når Johannes Lassen har holdt jul med sin familie, venter der i 2019 to nye projekter.

»Det ene foregår i Danmark og det andet i udlandet. Men jeg må desværre ikke sige noget om det for min agent.«