Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med David Trads.

Jeg gør mig meget umage med ... at tænke positivt, fordi jeg tror meget på, at en positiv tilgang til et problem gør det nemmere at løse det. Jeg er for eksempel sikker på, at vi nok skal få løst de udfordringer, vi har med en mindre del af indvandringen, fordi jeg ser på, hvor fantastisk godt det går med langt, langt de fleste indvandrere og efterkommere. Se også på forbilleder som Basim, Özlem Cekic, Riza Durmisi, Sara Omar. Vi bliver stærkere hele tiden – hvis bare vi husker at lede efter den bro, der forener os, i stedet for at grave den grøft, som splitter os.

Jeg tror, at nogle mennesker anser mig for at være ... arrogant, hvilket irriterer mig meget, da jeg faktisk anser mig for at være åben, tolerant og venlig. Derfor arbejder jeg konstant på at forbedre mig, især når jeg er på tv, så jeg lader være med at smile på en bestemt måde, som jeg har fundet ud af, at folk bliver voldsomt provokeret af. Sommetider kan et smil åbenbart være meget provokerende.

Jeg mener, at alle må have lov til at have deres meninger ... bortset lige fra de tosser, som vi desværre også har her i landet, som ikke vil anerkende grundloven og demokratiet. Det gjaldt dengang, der vitterligt fandtes danske kommunister, som ville indføre proletariatets diktatur, og det gælder i dag, når danske islamister sætter sharia og islam over demokratiet. Når folk siger sådan noget sludder, så gider jeg faktisk ikke høre på dem. De diskvalificerer sig selv.

Jeg har ondt af ... folk, der er altid ser glasset som halvt tomt i stedet for halvt fyldt – med andre ord mavesure, negative, dystre, åndsformørkede typer, der af årsager, jeg aldrig lærer at forstå, synes, at fortiden var bedre end nutiden, og som frygter fremtiden. Det er typisk den slags angste mennesker, som er rædselsslagne for indvandring, for EU og – gys! – for islam. Slap dog af – måske er der lidt bump på vejen, men vi får det hele tiden bedre. Don’t worry, be happy!

Mine kritikere har ret i ... at jeg sommetider selv falder i den fælde, jeg ellers advarer mod, nemlig at gå efter manden i stedet for efter bolden. Jeg ville så gerne kunne leve op til Michelle Obamas smukke pointe – when they go low, we go high – fordi jeg er sikker på, at det ville give os et bedre Danmark og en bedre verden. Hver gang jeg falder i fælden, irriterer det mig.

Jeg følte mig som en verdensmand ... da jeg trykkede Bill Clinton i hånden engang i en boghandel i Washington DC, hvor han signerede sin nyeste bog, og hvor han kiggede mig i øjnene på den hypnotiske måde, som kun han kan. Clinton spurgte, hvad jeg hed, og hvor jeg kom fra. ’David, I love Denmark’, svarede han, som om vi var gamle venner, hvorefter han venligt, men bestemt, skubbede mig videre. Det gyldne øjeblik varede nok et minut, men det har brændt sig fast i min hukommelse som en evighed.

Jeg er ikke meget for at indrømme det ... men jeg har et blødt punkt for Lars Seier Christensen, Saxo Bank-stifteren, for selv om han ofte er vildt provokerende, når han flasher sin rigdom med billeder på Facebook af sin nye Bentley og den slags, så er jeg også imponeret over hans iværksættergen – og – nå, ja – så er han faktisk også stærkt underholdende selskab. Det er altid irriterende, når ens fordomme ikke holder. I det hele taget synes jeg, at vi danskere skal være bedre til at lære af folk, som er lykkedes med deres drømme. Hvad driver dem, hvordan lykkes de, hvad er deres hemmelighed?

For at være et ordentligt menneske skal man ... være generøs over for dem, der har brug for din hjælp, og tænke en hel del mindre på, hvad der kan betale sig for dig selv, og i stedet en hel del mere på, hvordan du kan gøre andres liv bedre. Det er mit ædle mål at være sådan, men jeg anerkender, at det ikke lykkes hver dag.

De største idioter er dem ... der spilder deres talent, fordi de bruger al deres energi på at give andre skylden for deres egne mangler i stedet for at tage sig sammen og komme i gang. Derfor har jeg altid holdt af Nikes slogan, Just do it!, som er det stik modsatte. Folk, der klynker, keder mig meget hurtigt. En af mine bedste venner, Per Mikael Jensen, i dag chef for Altinget, er et meget inspirerende eksempel på det modsatte, for han er så dygtig til hurtigt at få os andre sporet ind på, hvordan det, vi ønsker, kan lykkes. Fokuser på løsningerne, siger han.

Jeg er materialistisk og mener, at penge gør folk glade ... på den måde, at jeg ved, at hvis du har for få penge, så gør det dit liv så meget sværere og din chance for at forfølge dine drømme så meget vanskeligere. Jeg har oplevet fattigdom tæt på – fra hungersnød i fattige lande til den mere relative, men næsten lige så slemme fattigdom, som vi også har her i landet – og det betyder, at jeg er tilhænger af en stor grad af omfordeling fra rige til fattige via skattesystemet. Det Danmark, vi kender, og som generationer før os byggede op, er en gave, som vi skal værne om.

Jeg er i mit es ... når jeg er så heldig at føre lange samtaler med folk, som er kloge, inspirerende og succesrige inden for de områder, de har valgt. For nylig drak jeg eksempelvis kaffe i København med Paul Auster – en amerikansk forfatter, jeg beundrer, og han var om muligt endnu mere fantastisk at snakke politik og litteratur med, end jeg havde turdet håbe på. Jeg gik som beruset fra mødet.

Jeg gaber spontant ... når jeg lytter til konsulenttyper, som aldrig i praksis har bevist, at de kan finde ud af det, de står og ævler om. Sådan nogle, der siger almindeligheder i et business-lingo, som de har samlet op i en managementbog, de har købt i en lufthavn. Det er så helt utroligt kedsommeligt.

Jeg kan godt være misundelig på ... sangere og musikere, der kan ramme deres publikum lige dér i mellemgulvet, så man føler sig hensat til en anden verden. Jeg ville helt vildt gerne være Kim Larsen eller Bruce Springsteen.

De mest trælse mennesker er dem ... der står ude på sidelinjen, langt fra alting, og fortæller mig eller andre, der står inde midt i arenaen, hvordan vi burde have ageret, men altid først efter at vi har lavet en fejl. I sportsverdenen kaldes de ’mandags-trænere’, fordi de altid om mandagen ved, hvordan træneren burde have sat holdet om søndagen. Det er så nemt.

Jeg mistede jordforbindelsen ... da jeg, efter at have sagt op som politisk redaktør i sin tid på Jyllands-Posten, sagde til Jørgen Ejbøl, min chefredaktør, der lige havde rost mig, at jeg håbede, at han ville kunne finde en afløser, som ville være lige så god som mig. ’Bare rolig, David. Det bliver ikke noget problem. Vi finder en, der er bedre’. En vigtig lære.

Det bedste ved mig er … at jeg er en god ven, som ikke bare er sådan en overfladeven, som er med, når det går godt, men også når mine venner har det skidt eller er kommet galt af sted. Jeg lærte som chef – eller rettere da jeg stoppede som chef – at der desværre findes masser af folk, som kun er din ’ven’, når det kan betale sig for dem, og som er væk i samme øjeblik, du ikke har den prestige, som chefjobbet giver. Sådan er jeg ikke, for er man ven med nogen, er man det hele tiden.

Mit livs højdepunkt var ... i 1980, da jeg gik i 7. klasse og en dag fik en pakke tilsendt fra Allan Simonsen, der dengang var stjerne i FC Barcelona. Jeg havde nogle måneder inden sendt ham et 112 siders fanblad, jeg havde lavet med udklip af Allan, jeg havde samlet – og nu lå der et langt, håndskrevet brev fra manden selv. Desuden sendte han en vimpel fra Barca og en af hans egne spillertrøjer. Jeg hoppede så højt af glæde, at jeg kunne nå månen den dag. Det øjebliks magi er aldrig overgået.