Den 30. maj kom det frem, at den tidligere forretningsmand Claus von Bülow er død. Nu går historien om manden, der blev frikendt for at dræbe sin kone, verden rundt igen.

Da hans død var blevet bekræftet af svigersønnen Riccardo Pavoncelli, kunne man i det anerkendte amerikanske medie New York Times læse således:

»Claus von Bülow, den danskfødte verdensmand, som i to retssager blev dømt og senere frikendt for to gange at forsøge at myrde sin kone, og placerede ham midt i et af de mest sensationelle sociale dramaer i 1980'erne, døde lørdag i sit hjem i London.«

Den dramatiske historie trak overskrifter i alle de store medier, og grunden var simpel.

»Denne sag har alt. Den har penge, sex, narkotika; den har Newport, New York og Europa; den har adel; den har piger, butlere, en gartner,«

Det skrev juraprofessoren Alan M. Dershowitz, som var manden, der banede vejen for Bülovs nye retssag, hvor han blev frikendt.

Anklagen lød dengang, at Claus Cecil Borberg, som von Bülow blev døbt efter sin fødsel i København, havde givet sin kone en meget stor dosis insulin i 1979 og igen i 1980.

Martha von Bülow, også kendt som Sonny, endte som grøntsag i koma i 1979, og døde i 2008.

Claus von Bülow i New York.
Claus von Bülow i New York. Foto: NF
Vis mere

Claus von Bülow blev i 1982 idømt 30 års fængsel, som han senere blev frikendt for af forsvareren Thomas Puccio.

Nu har historien om von Bülow fået nyt liv i både Los Angeles Times, britiske The Guardian, canadiske CBC, new zealandske Stuff, og sågar Lebanon News Network blandt flere internationale medier.

Claus Cecil Borbergs forældre Jonna og Svend Borgberg blev skilt, da han var fire år gammel. Hans far var nazisympatisør og hans arbejde var vellidt af det nazistiske regime, så lille Claus og mor måtte flygte til England via Sverige.

Efter ankomsten til England adopterede Claus Borberg efternavnet fra sin morfar Frits Bülow, der var justitsminister, og blev til Claus Bülow.

‘Von’, som normalt blev brugt af noble familier, blev senere tilføjet på opfordring fra hans kone.

Claus von Bülow dimitterede fra Cambridge University i 1946 med en universitetsgrad i jura og flyttede et år til Paris.

i 1966 giftede von Bülow sig med Martha Crawford von Auersperg, datteren af rigmanden George Crawford, der havde tjent sin formue som grundlægger af Columbia Gas and Electric Company.

Hun var året før blevet skilt fra den østrigske prins Alfred von Auersperg, som hun havde to børn med.

Det var de to børn, prins Alexander og prinsesse Annie Laurie, der fik politiet til at indlede undersøgelsen, der ledte til Bülows mordsigtelse.

I 1978 startede von Bülow en affære med skuespilleren Alexandra Isles, efter han og konen var flyttet til USA, og hendes vidneudsagn sammen med en arv på 14 millioner dollars, var medvirkende til dommen for drab.

Efter frifindelsen lavede stedbørnene et civilt søgsmål mod Claus von Bülow på 56 millioner dollars, som blev afgjort ved, at han lod sig skille og lovede aldrig at tale om sagen igen.

Claus von Bülows hjem på Manhattan og i Newport gik til Sonnys to royale børn. Han efterlader sig, ud over datteren Cosima von Bülow Pavoncelli, tre børnebørn.